[b]Halvhjertede romancer[/b]

Ingmar Bergman bemærkede engang henkastet og lettere giftigt, at problemet med de unge instruktører ikke var deres tekniske beherskelse – som uden tvivl var langt større end deres forgængeres – men blot det, at det var så ufattelig sjældent, at de egentlig havde noget som helst nyt eller blot interessant at sige.

Den små-spydige kommentar er naturligvis urimeligt generaliserende, men ikke desto mindre dukkede den op i min hukommelse under overværelse af Tom Tykwers nyeste film “3”, der netop er en teknisk og håndværksmæssigt kompetent produktion, der ikke desto mindre lider under det forhold, at den i bund og grund har så afsindig lidt på hjerte – og ikke er så god til at skjule det.

Filmen følger Hanna og Simon, der begge er i 40’erne og forsynet med den slags jobs, som kun synes at eksistere i filmverden. Hun er en succesfuld tv-vært for finkulturprogrammer, og han har et firma, der laver skulpturer, men hverken Hanna eller Simon lader nogensinde til at have særlig travlt med nogen af delene. De er forholdsvis etablerede og tilsyneladende glade for hinanden, men alligevel utilfredse, hvilket ikke er overraskende i betragtning af, hvor indholdsløs deres tilværelse lader til at være. Sigende nok er de aldrig blevet gift – det ville kræve et element af dedikation og beslutsomhed, som ingen af dem er i besiddelse af.

Der bliver dog rodet rundt i hverdagen, da Simon kommer til et sundhedstjek på hospitalet og ender med at skulle hasteindlægges pga. testikelkræft. Han prøver at få fat på Hanna på mobiltelefonen, men hun er travlt optaget af en affære med en mand ved navn Adam og hører først om hele sagen, da Simon har været under kniven og fået fjernet den ene af bollerne. Ramt på mandigheden på mere end én måde genfinder Simon dog sin seksualdrift, da han møder den selvsamme Adam i en svømmehal og ender med at bliver taget under kærlig behandling af ham.

Dette bliver starten på de tre sideløbende kærlighedshistorier, som bygger på den selvsagt vildt utroværdige omstændighed, at Adam har en affære med begge personer uden at vide, at de er i et forhold med hinanden. Tanken bag er, at vore kærlighedsinstinkter ikke nødvendigvis falder ind i velordnede kasser – hvilket man ikke behøver gætte sig til, eftersom det nærmest bliver sagt ordret i filmen – men det afslører også en grundlæggende svaghed ved fortællingen, eftersom figurerne netop føles mere som tankeeksperimenter end virkelige mennesker. Det gælder ikke mindst Adam-figuren, der mest af alt ligner en klicheplade, der blot er skabt for at tilfredsstille de to andres behov. Har han overhovedet selv nogen ønsker eller lyster?