Når blod er tykkere end isFor den forhenværende musikvideoinstruktør David Slade synes springet til spillefilmens enemærker at have været ganske let. Således imponerede den midaldrende filmmager allerede for et par år siden med den opsigtsvækkende “Hard Candy” med unge Ellen Page i den ene af de to hovedroller. Med den bloddryppende “30 Days of Night” har Slade imidlertid foretaget et sporskifte, og om end noget af stilen er bibevaret, er indholdet et helt andet.

“30 Days of Night” er nemlig en vampyrfilm af den klassiske slags og baseret på en succesfuld tegneserie af samme navn. I den altoverskyggende hovedrolle ses komedieløget Josh Hartnett som den fraskilte provinssherif Eben, der opererer i lillebysamfundet Barrow i det allernordligste Alaska. En måned i vinterhalvåret indhylles det sneklædte område i mørke, når dag og nat flyder ud i et. Det er de kulisser, en blodsulten vampyrflok benytter sig af for at slå til over for den lille og lokale befolkning, hvor alle er på fornavn med hinanden. Sågar parkeringsbøder udskrives med et glimt i øjet og et smil på læben. Byen sættes derfor på den anden ende af de ubudne gæster, og derved skulle kimen være lagt til løsrevne lemmer og blodstænkt i massevis i den nyfaldne sne.

Skuespillerne er over en bred karm velvalgte. Josh Hartnett er overraskende velartikuleret som indebrændt og selvopofrende ordenshåndhæver, der plages af sit torturerede følelsesliv og en nylig skilsmisse. Der hersker aldrig tvivl om, at det er hans kald at beskytte bysbørnene efter alle kunstens regler. Men også eksfruen Stella har i skuespillerinden Melissa George kompetent ballast, mens Ben Foster i en markant birolle igen understreger sin fabelagtige kunnen ud i skuespillets ædle kunst – sidst, vi så ham, var som velskåret pistolsvinger i “3:10 to Yuma”.

Ud over det oplagte drama, som ligger i den forestående kamp med naturens luner – det er isvinter og bidende koldt – og den ditto kamp mod vampyrerne, kæmper Eben og Stella som forhenværende ægtefæller også en sideløbende kamp for at genfinde følelserne for hinanden, for at få kemien til at fungere. Men de har heller ikke andet valg, al den stund rammerne er udstukket på forhånd. De er isolerede ådsler i en nordamerikansk udørk, hvor både vejrlig og ubudne gæster gør livet usikkert, overlevelsesmulighederne synes minimale, og flugt er en umulighed.

Så med situationens alvor malet i ansigterne er der måske en chance for, at der kan pumpes nyt blod i de tos tilfrosne relationer. Hvem ved? Blod er tykkere end vand, men er det også tykkere end is? Trods et teatralsk islæt og enkelte – særligt i de etablerende scener – klichefyldte replikker, er filmen som helhed ganske godt tænkt. Det er svært ikke at lade sig rive med, når de afrevne lemmer flyver igennem luften, og blodet står ud i meterlange sprøjt. Klaustrofobien og isolationen hænger hele tiden som en tung dyne over Barrow, hvor en konfrontation er uundgåelig, og det at skulle slå en af sine kære ihjel, fordi de er tabt til den anden side, er en sandsynlighed.

En måned indhyllet i mørke er lang tid, og når der samtidig påføres de nævnte problematikker, er det svært for de involverede ikke at blive desperate, kyniske og tænke på sig selv frem for at kæmpe i flok. Det ligger i sagens natur, at solen atter stiger op østfra, når måneden er omme, hvorved vampyrerne kan sendes på foreløbig retræte. Men spørgsmålet er, om der overhovedet vil være overlevende til den tid? “30 Days of Night” er nemlig rendyrket og forædlet inden for sin genre, og instruktøren lægger med eksplicitte referencer, blandt andet til vampyrernes ukronede konge Bela Lugosi, ikke synderlig afstand til sit forlæg.

Det er reglen frem for undtagelsen, at tempoet og ensformigheden har det med at spænde ben for film som denne. Her bliver det imidlertid aldrig for alvor et problem, og selv om dynamikken undervejs – særligt når ventetiden på et loft i sikkerhed fra fjenderne bliver for lang – tager et par gevaldige dyk, er det kun mindre ridser i den snebeklædte lak. Original er “30 Days of Night” i sig selv ikke, men filmen udtrykker heller ikke noget større ønske herom. Derimod er den rendyrket genrefiktion og ganske vellykket som en sådan.

Video”30 Days of Night” præsenteres i et billedskønt og panoramisk anamorphic widescreen 2.40:1-format. Der er enkelte tilfælde af edge-enhancement i de lysere scener, men den slags scener er der til gengæld ikke mange af i en fortrinsvis mørk film. Det skarpe filmlook gør sig godt og byder på en stabil kontrast og flotte farver, mens der ikke er nævneværdige eksempler på digitale forstyrrelser og kun enkelte udtværinger sent i filmen. Alt i alt et fremragende transfer, hvor helikopterskud flere steder højner helhedsoplevelsen.

AudioOgså lyden er veludført og tilbydes i de engelsksprogede DTS- og Dolby Digital 5.1-lydspor. Dialogen er tydelig, helt uden overstyringer og drukner i øvrigt aldrig i den stemningsbetonede underlægningsmusik. I tilgift gør atmosfæren ligesom musikken godt brug af højtalersystemets muligheder, og de mange distinkte effektlyde samt enkelte lydpanoreringer tegner en betragtelig del af denne film.

EkstramaterialeEkstramaterialet er vellykket og indeholder ud over trailere for “The Last Legion”, “Death Sentence”, “Halloween” og “The Flock” en række mindre features, hvor filmens tilblivelse gås efter i sømmene. Således gives indblik i, hvordan kulisserne blev opbygget. Der tages et kig på filmens stil, blodsudgydelserne, stuntkoordineringen, vampyrernes træk, og de mange natoptagelser. Endelig ses mere overordnet på produktionen i tre features, hvoriblandt “730 Days of Night – A Production Diary” er en kronologisk dagbog, hvor instruktøren David Slade følges fra de første forberedelser og frem til den endelige premiere. Alsidigt og dynamisk.