Et studie i rødtEfter det afdæmpede men isnende pædofili-kammerspil “Hard Candy” har den relativt nye spillefilmsinstruktør David Slade kastet sig over en anden form for kulde med horrorfilmen “30 Days of Night”. En lille isflække i det nordligste Alaska bliver invaderet af vampyrer og pludselig er det ikke kun frosten, der bider i de skræmte indbyggere.
[image=21176]
Om vinteren iklædes den isolerede landsby Barrow totalt nattemørke i en måned, og kun de mest hærdede beboere holder skansen, mens solen forlader landet. Men de få tilbageblevne i byen får snart besøg af en gruppe blodsugende skabninger, der har udset sig Barrow som deres nye fodertrug. De overlevende samles under ledelse af byens sherif, Eben, og dennes eks-kone, Stella, i forsøg på at undslippe vampyrerne, men indser hurtigt, at de må holde stand mod de blodtørstige skabninger, hvis de vil gøre sig håb om at se solen igen.
“30 Days of Night” bygger på en tegneserie af Ben Templesmith og Steve Niles, og sidstnævnte har været med på manuskriptsiden. Man har forsøgt at genfortolke den klassiske vampyrskikkelse ved at gå bort fra de gotiske og romantiske træk, som bl.a. Dracula har gjort til ramme. I “30 Days of Night” er vampyrerne ganske vist en ældgammel race, men de er samtidig blodtørstige dyr uden skyggen af civiliserede manerer eller seksualiserede undertoner. Det gør dem mere skræmmende, fordi de besidder rovdyrets uberegnelighed, men det anonymiserer dem desværre også en smule.
[image=21175]
Instruktøren David Slade har dog sans for at iscenesætte vampyrernes brutale angreb, både gennem kameraet og den ferme make-up, så det bliver et visuelt studie i rødt, død og skræk. Den lurende fare (der også gengives vellykket på filmens lydside) matches glimrende af det snedækkede islandskab, der leder tankerne hen på John Carpenters “The Thing”, dog uden at nå samme klaustrofobiske og frydefuldt paranoide højder. Faktisk har “30 Days of Night” i sin helhed mere til fælles med Carpenters “Sidste nat på Station 13” eller George A. Romeros zombie-klassiker “Night of the Living Dead” både i fremstillingen af den lille gruppe overlevende, i fjendens anonymiserede ondskab og i adskillelsen mellem de to fraktioner.
Den amerikanske horrorfilm er efterhånden nået et stadie, hvor den tør lidt mere og ikke er bange for at vise chokerende hændelser, som når “30 Days of Night” byder på halshugningen af en lille pige – et ellers [i]big no-no[/i] i Hollywood. Dermed forsøger man at nærme sig tilstandene fra 60’ernes og 70’ernes fysiske skrækfilm, der ikke var hæmmede af frygten for at bryde den polerede overflade. Vi så det til dels i genindspilningen af “The Hills Have Eyes”, og “30 Days of Night” følger også godt med på denne vogn.
[image=21177]