[b]Fintmærkende pastel over moderrollen… Ej helt seriøst, hvordan tror I den er?[/b]

Tilskuer! Hvad vil du mere af os? Hvad dæmper dine sansers brændende begær, hvad slukker din tørst efter blod, din higen efter vold? Oh! jeg ved jo bedre end dig selv, hvad du vil. Jeg, atheneneren Sullivan Stapleton – blandt venner Themistokles – forsvarer Grækenlands kyster imod gudekongen Xerxes’ utællelige hærskarer. Imens Kong Leonidas og hans 300 holder stand ved De Varme Porte, prøver jeg at samle de kværulerende bystater til fælles front. Thi jeg ved, at det var mit bueskud, der dræbte persernes konge Darius og nedkaldte sønnen Xerxes’ vrede over Hellas. Jeg kæmper for min frihed. Og din underholdning.

Ved min side står modige mænd fra alle hjørner af riget. Skriveren Zack Snyder lægger svulstige ord i min mund, og selvom jeg finder, at der går for lang tid mellem, jeg får svinget mit sværd, og for kort tid mellem jeg udbryder de samme slidte fraser om frihed, ved jeg, at retorikken fornøjer mine mænd og det machotrængende publikum. Denne Snyder er ingen Aristoteles, men den kjoleklædte snob har heller ingen plads på min slagmark. Her er det feltherren Noam Murro, der lægger taktikken. Solidt og som man kunne forvente, omend det piner mig, at nærmest hver anden indstilling skrues helt ned i slowmotion. Det bliver trættende, og jeg har ikke tid til at hugge den persiske hær i stykker, hvis hvert blodsprøjt tager seks sekunder.

Og tiden er ikke på min side, imens jeg rider lidt rundt, kæmper lidt, vinder lidt og taber lidt og rykker uundgåeligt, men pludseligt meget hurtigt mod det endelige slag. Alle ved, at Leonidas holder stand indtil han forrådes. Hvorfor skal jeg bruge tid på at rejse til Sparta og tinge med hans sure dronning Lena Headey? Hun spilder den første del af min film på at hylde den heroiske død og den midterste del på alligevel at nægte mig hjælp, fordi hendes mand er heroisk død, for til sidst at vende på et potteskår og sejle til undsætning. Kvinder! Hendes enetaler er længere end mine.

Hun burde være mere som min fjende Artemisia, som jeg både frygter og begærer. Denne græskfødte perserinde er, med sin dødbringende skønhed og bryster, som en varm kniv af eros gennem vores bløde skjolde af maskulin stolthed. Eva Green er smuk som en nymfe, og alligevel kan jeg ikke slippe idéen om Kirsten Lehfeldt som kulsoen i “Gøngehøvdingen”, imens vi boller rundt på hendes båd. Hun er påtaget farlig og højtråbende, men ganske underholdende at se på.

Jeg inviterer dig til at opleve vores kamp tilskuer! Mærke den i tredimensionel dybde uden at vi dog kaster med spyd efter dit hoved. Du må nøjes med nogle rutsjeture i vores både, jeg lader ikke kujoner med underlige briller komme alt for tæt på. Hold dig på afstand, og se det jeg gør gå i historien, eller i hvert fald indtil den næste glitrende plakat lover blodsprøjt og skulpterede muskler til drengene. Ingen gør det som mig, altså udover Leonidas, der gjorde præcis det samme og havde en skarpere historie på sin side, som gav dig en mere intens følelse af umulig kamp mod overmagten.