Filmz
300 Special Edition

300

Medvirkende:

Gerard Butler, Lena Headey, David Wenham, Dominic West, Michael Fassbender, Vincent Regan, Rodrigo Santoro, Andrew Tiernan, Andrew Pleavin, Tom Wisdom, Giovani Cimmino, Tyler Neitzel, Greg Kramer, Stephen McHattie, Alex Ivanovici, Kelly Craig, Eli Snyder, Tim Connolly, Marie-Julie Rivest, Sebastian St. Germain, Peter Mensah, Arthur Holden, Michael Sinelnikoff, John Dunn-Hill, Dennis St John, Neil Napier, Dylan Smith, Maurizio Terrazzano, Robert Paradis, Kwasi Songui, Alexandra Beaton, Frédéric Smith

Instruktør:

Zack Snyder

Filmlængde:

117 minutter

Genre:

Action, Action, Drama, Drama, Krig, Krig, Adventure, Adventure

300 Special Edition

Pseudohistorisk tegneserievoldTegneseriefilmatiseringer er en udfordrende størrelse, der ofte har delt publikum, med dedikerede tegneseriefans på den ene side og mainstreampublikummet på den anden. I de senere år er det lykkedes at skabe store publikumssucceser og samtidig rejse en accept hos tilhængerne af tegneserier. Hvad der startede med “Superman” og “Batman” i 80’erne er blevet fulgt glimrende op efter årtusindskiftet med “X-Men” og “Spider-Man” – materiale der i levende billeder før var begrænset til børnevenlige animationsfilm og -serier.

[image=20175]

Med “Sin City” entrede voksentegneserier på film en helt ny æra, da det lykkedes Robert Rodriguez og Frank Miller, gennem innovativ brug af nutidens teknologi, at opnå et hidtil uhørt niveau for filmisk visualisering, med en biografversion af den silhuetprægede [i]neo-noir[/i]. Millers streg blev simpelthen brugt som storyboards til filmen, og resultatet var ganske enkelt en af de flotteste og nok mest troværdige og direkte gengivelse af en tegneserie på film nogensinde.

“300” er bygget ud fra en lignende ramme, men byggestenene er ikke nær så solide. På trods af at dette værk vejer tungt i Millers hjerte, er hans materiale bare ikke nær så gennemført, og især dialogen har store mangler, hvis man sammenligner med fortællingerne fra syndens by. Men når det er sagt, har instruktør Zack Snyder (der også sidder i instruktørstolen til den kommende “Watchmen”-tegneseriefilmatisering) ført Frank Millers variant af superspartanere til det store lærred på glimrende vis.

[image=20174]

Året er 480 f.Kr. og spartanerne er i en vældig knibe: En enorm persisk styrke skuer grådigt på den græske bystat, og da et forsøg på en diplomatisk løsning mislykkes, primært grundet kong Leonidas’ stolthed og tilsvarende mangel på evne til at forhandle, forbereder Xerxes sine tropper til invasion.

Spartanernes politiske verden undres (med rette), men som Leonidas pointerer, er spartanerne ikke bønder eller håndværkere, men ærefulde krigere af hverv – og hvad nytter det, hvis man overgiver sig til overmagten? Krig får han sandelig også, da han drager afsted med 300 af sine bedste soldater for at møde den persiske kæmpehær.

Filmen er visuelt fremragende, og mange [i]frames[/i] er som taget ud af Millers originalværk. Det er uden tvivl kampscenerne, der udgør voldsbragets mest seværdige stunder, men selv en actionglad anmelder får til sidst for meget, og man ønsker næsten, at Xerxes’ styrker kunne gøre arbejdet færdigt, så man slipper for flere, der spontant råber [i]Sparta![/i] med colgategrin og elitemedlemskab til Form & Fitness stikkende op af lændeklædet.

[image=20172]

Den særegne visuelle stil og velkoreograferede action, samt en karismatisk Leonidas i Gerard Butlers skikkelse, er med til at redde “300” fra filmisk flop, i en forestilling hvor dialogen er fesen som Xerxes’ krigere og det omkringliggende plot er hullet som et spartanerskjold. Især sidefortællingen med Leonidas’ kone, der synes forceret ind for at undgå, at værket degraderer fuldstændig i testosteron, er ikke videre gennemtænkt og indeholder en af forfatternes største bommerter.
VideoBlot få småforstyrrelser er tilstede i en ellers særdeles pæn og rolig videopræsentation, der giver skarpe og detaljerede billeder af Leonidas og de tapre krigere. Det grynede transfer står i anamorphic widescreen 2.40:1 aspect ratio og billedfladen er helt fri for distraherende fejl bortset fra enkelte eksempler på [i]combing[/i] af visse frames.
AudioLyddesignet i “300” er ganske imponerende, og det kommer også til sin ret på dvd. Vi kan glæde os over et sprudlende engelsk Dolby Digital 5.1 lydspor, samt et spansk af slagsen. Samtlige højtalere bliver benyttet flittigt og er med til at placere publikum midt i kampscenerne, og dialog høres også ganske tydeligt. Visse scener havde nydt godt af mere præcis brug af LFE-kanalen.

[image=20170]

EkstramaterialeFørst og fremmest byder filmens første disc på et kommentarspor af instruktør Zack Snyder, samt filmens manusforfatter og fotograf. Snyder er tydeligvis fan af genren og har trods sin korte karriere indenfor spillefilm vist sit værd som actioninstruktør. Han fortæller næsten udelukkende om filmens tekniske elementer og om forskelle og ligheder mellem filmen og originalværket. Der er en del pauser i sporet, og unødvendige skulderklap fylder desværre mere end de interessante oplysninger.

På disc 2 imødekommes man af et væld af dokumentarer og ‘making of’-programmer. “300 Spartans – Fact or Fiction?” (23 min.) viser brudstykker af filmen kommenteret af Snyder, Miller og diverse historikere, og giver et billede af hvor filmen ligger i forhold til virkelighedens slag om Thermopylae.

“Who Were the Spartans?” (4 min.): Igen får vi selskab af historikere og nogle af de medvirkende, der fortæller lidt om spartanernes unikke levevis, sammenlignet med andre samtidige folkefærd.

[image=20171]

“Frank Miller Tapes” (14 min.): Frank Millers materiale og inspirationskilder tages her under kærlig behandling af tegneserieeksperter og Zack Snyder, og er krydret med en del klip fra interview med manden selv.

“Making of 300” (6 min.) er en dokumentar, der inkluderer interview med flere af de medvirkende, og viser os en del klip både for- og bagom kameraet.

“Deleted Scenes” (3 min.): Zack Snyder indleder de tre slettede scener med en lille forklaring og årsagen til, at de ikke er inkluderet i filmen. Instruktøren har i sandhed ret – scenerne er ganske unødvendige.

“Webisodes” (37 min.): Denne lange række små dokumentarer fra filmens officielle hjemmeside indeholder de mest interessante elementer af ekstramaterialet. Alt fra CGI til historie og interview med skuespillere og en hær af øvrige involverede giver en god idé om, hvordan filmen blev til.

På trods af mængden af ekstramateriale er der desværre en del mere skidt end kanel, og mange oplysninger bliver gentaget – somme tider flere gange. Der er dog alligevel nok interessante bidder til at glæde dem, som har mod på at se nærmere på filmens skabelse.

[image=20177]

Kort om filmen

“300” er en episk genfortælling af Slaget ved Thermopylæ, hvor Kong Leonidas og hans 300 tapre spartanere slås mod den persiske Kong Xerxes og hans enorme hær – ingen tilbagetog, ingen kapitulation – kun død og ære.

Ads by MGDK