Filmz
40 Year-Old Virgin, The

40 Year Old Virgin, The

Instruktør:

Judd Apatow

Genre:

Komedie

40 Year-Old Virgin, The

“Bedre sent end aldrig” lyder den amerikanske tagline til den nye komedie “The 40 Year-Old Virgin”. Det samme kan siges om filmens hovedrolleindehaver, Steve Carell, som nu endelig har fået chancen for at indkassere sin særdeles velfortjente mulighed for at nappe en dominerende hovedrolle i en komediefilm. Carell (som i virkelighedens verden netop er fyldt 42) var god i “Bruce Almighty” og pure, komisk guld i sidste års “Anchorman”. “Virgin” er Carells første virkeligt store øjeblik på den filmiske scene, og resultatet af hans tålmodighed er mere end blot det at få navnet og ansigtet på filmens plakat, men en sympatisk, troværdig og meget, meget morsom præstation. Pludselig lyder den mildt sagt latterlige (bemærk: på den dårlige måde) idé at lave en fortsættelse til “Bruce Almighty” med Carell i føresædet til fordel for Jim Carrey, ikke som nogen særlig slem idé endda.

[image=10429]

Filmens lidt tørre titel lader ingen tvivl tilbage om, hvad fortællingen går ud på. Carell spiller den stilfærdige, venligtsindede Andy Stitzer, hvis kollegaer fra den lokale elektronikforretning – under en samtale om sex og kvinders bryster – bliver afsløret som værende jomfru, på trods af sin høje alder. Andys kollegaer sætter sig for at gøre alt, hvad der kan og bør gøres, for at få Andy til at miste sin mødom pronto. Selv mener Andy, at det nærmest efterhånden er blevet for sent for ham, men det forhindrer hverken hans venner i at forsøge at hjælpe ham eller at han forelsker sig i en enlig mor ved navn Trish.

Carell er ikke det eneste talent foran kameraet. Forudsigeligt nok er de fleste mennesker i Andys omgangskreds ret gennemskuelige stereotyper. Men, takket være karakterernes forskelligartede natur, formår det farverige persongalleri alligevel at få én til at trække på smilebåndet mere end et par gange. Catherine Keener, som allerede synes at være visnet bort fra den offentlige erindring ovenpå Oscar-nomineringen og den stærke, positive kritik for “Being John Malkovich”, er det perfekte modstykke til Carell. Det er især disse to talentfulde skuespilleres engagement og tydelige, interne kemi, som gør filmens særlige koncept så plausibelt.

[image=10427]

Men på trods af filmens fine koncept, er der andre klicheer til stede i “Virgin” end de omvandrende, talende af slagsen. Ved første øjekast virker “Virgin” nært beslægtet med Farrelly brødrenes megahit “There’s Something About Mary”, med en lidt uerfaren og usikker hovedperson, tegneserieagtige figurer og hobevis af smådumme, langt-under-bæltestedet jokes. Men til forskel for Farrelly brødrenes film, besidder “Virgin” en lidt uskyldig og rendyrket charme, som giver filmen en stærk, tiltalende og varm følelse af ægthed, og pruttehumoren bliver heldigvis holdt på lavt blus. Filmens charme får “Virgin” til at stikke dejligt ud i nutidens, ekskrementprægede komediebillede. I Farrelly brødrenes hænder kunne man nemt have forestillet sig, at Andy ville have været den tumpede taber, som nogle af Andys kollegaer i første omgang anser ham for at være. Der bliver dog stadigvæk tid til et par øjeblikke involverende genrens nærmest obligatoriske mængde bræk, urin og næseblod.

Et par andre elementer står desværre lidt i relief til filmens forsøg på at fortælle en sød, lille morsom og charmerende historie. Det gælder for eksempel et par fuldstændigt ligegyldige og uvirkelige indiske arbejdere i Andys forretning, som bliver ved med at insistere på, at Andy og vennerne bør bolle en ged. Det virker som et påklistret element indsat til fordel for dem, der ikke umiddelbart vil lade sig rive med af filmens alternative, jordnære stemning – altså egentlig ikke filmens deciderede målgruppe. Og så er soundtrackets flittige brug af lettere monotone og banale rocksange ofte malplaceret – hårdt, sjovt og hurtigt når følelserne i selve scenen klart synes at påkræve noget, der er mere langsomt og halvtragisk. Bliv eventuelt hængende til filmens rulletekster. Sjældent har man set så lang en liste over inkluderede musikalske indslag i en film. For øvrigt kan filmens simple koncept ikke helt tåle at blive trukket ud over næsten to hele timer, men på trods af at filmen begynder at løbe tør for energi nær slutningen, keder man sig aldrig.

[image=10428]

Kort om filmen

Den 40-årige Andy Stitzer har opnået en del i løbet af sit liv. Han har et godt arbejde i en elektronik forretning, en rar lejlighed, gode venner og han er den stolte ejer af en tegneserie- og actionfigursamling. Men der bare en lille ting, han ikke har fået taget sig sammen til endnu, noget som de fleste andre på hans alder har fået overstået. Og gjort meget. Andy har aldrig, aldrig nogensinde været i seng med nogen – ikke engang ved et uheld. Men er det egentlig noget at gøre et stort postyr ud af? Det synes Andys kollegaer i hvert fald, at det er. Selvom de synes, at han er lidt underlig, ser de det som deres pligt, at hjælpe Andy og de forsøger alt for, at det skal lykkes. Men da Andy møder den 40-årige Trish, mor til tre børn, er hun måske den, der kan lokke ham ud af hans livslange cølibat?

Ads by MGDK