Efter et vellykket samarbejde i “The Wedding Singer” forsøger Adam Sandler og Drew Barrymore at gentage succesen i “50 First Dates”. Kemien mellem de to fungerer stadig, men manuskriptet er for svagt. Selvom filmen har sine romantiske øjeblikke, er humoren alt for forudsigelig og da filmen ikke kan bestemme sig for hvad den vil, ender det hele i en rodet affære.

Hawaii: slår man stedet op i et feriekatalog, vil man finde et paradislignende sted med skønne naturscenerier og et guddommeligt klima. Hvad kataloget ikke viser er, at hovedparten af øgruppens boboerne render rundt med en eller anden form for underlig skavank – eller sådan er det i hvert fald ifølge “50 First Dates”. Det er omkring filmens hovedperson at man støder på disse underlige figurer; hans bedste ven har et evigt opsvulmet øje og en tilsvarende vom. En anden er en læspende steroidbruger. En tredje lider af hukommelsessvigt og gennemlever den samme dag igen og igen. En fjerde ligner en mandlig lastbilchauffør, men er en kvindelig dyrlægeassistent… osv.

Når hovedpersonen bliver spillet af en afdæmpet Adam Sandler (som normalt er kendt for sine unormale roller) og samtidigt bliver stillet over for ovenstående udvalg af underlige skavanker, er det selvfølgelig for at få ham til at fremstå som nogenlunde normal – i hvert fald normal nok til at kunne indgå som den ene part i et kærlighedsforhold og virke overbevisende. Når anden part spilles af Drew Barrymore fungerer kemien, og man forstår hvorfor deres figurer finder sammen.

Til birollerne hører bl.a. Sean Astin som er vendt tilbage til den slags utaknemmelige roller som han hovedsageligt spillede før “Ringenes Herre”, og Rob Schneider tåger bare rundt i en hashsky. Sandler og Barrymore er takket være den gode kemi de eneste som egentlig har noget af byde på.

Filmens omdrejningspunktet er Lucy og Henrys næsten umulige kærlighedsforhold. Hun har slået hovedet og fået en elendig korttidshukommelse. Da Henry endelig har fået vundet hendes opmærksomhed, har hun glemt ham næste morgen – så sådan fortsætter det dag efter dag. Hver eneste morgen må Henry så indlede forbindelsen med hende igen. Til opgaven får han hjælp og støtte af en række underlige eksistenser – mennesker såvel som farvandets dyr. Filmen lægger sig til tider op af den charmerende “En Ny Dag Truer” (“Groundhog Day”) og Farrelly-brødrenes udelikate humor.

Humoren er desværre ikke på højde med inspirations-kilderne, nærmere på lavde med sketchene i “Finn’sk Fjernsyn”. Størstedelen af “morsomhederne” er nemlig så forudsigelige, at man kan spotte deres udfald uger i forvejen. Hvorfor hænger Sean Astin lige pludselig i en lysekrone? Nå ja, for at han kan falde ned med et bump… Dog findes der sjove og tiltalende scener, f.eks. en lille reference til en af Sandlers sjoveste film, “Golfbanens Skræk” (“Happy Gilmore”), samt Henrys sang til Lucy. Det kan dog ikke skjule at fortællingen er fyldt af et utal af unødvendige og “morsomme” episoder som bare er afvigelser der forsøger at skjule at manuskriptet hverken er sjovt eller romantisk nok til fungere i spillefilmslængde.

Mulighederne ligger ellers ligefor. F.eks. berører filmen meget kort et sideliggende tema om hvordan kærligheden kræver daglig arbejde for at fungere, men i stedet for at følge op på de forskellige tråde som filmen har lagt ud, får vi bare de samme vittigheder kastet i hovedet igen. Det er svært at se hvad filmen vil. Prøver den at være underholdende, alvorlig eller begge dele? Det bliver kun til lidt af hvert og alt i alt er det for lidt.