[b]Barn på flugt[/b]

Lille Lean er på vej til Sverige. Det ligger vist nok i Tyskland, mener hun. Med sin familie i hånden, en “Frost”-taske på ryggen og et dokumentarhold i hælene tager hun turen op gennem Europa. Op til bedstefar og de andre, der for længst er rejst i forvejen. “69 Minutes of 86 Days” følger flygtningeruten i børnehøjde. Uden at give publikum så meget som ét forklarende ord med på vejen. Det er en af de sjældne dokumentarfilm, der vægter oplevelse over information. Og jeg sidder faktisk tilbage med en overraskende klar fornemmelse af, hvordan det er at være en treårig pige på flugt.

Det er en forvirrende oplevelse. Helt uden overblik. Den norske instruktør, Egil Håskjold Larsen, giver absolut ingen information. Ingen kontekst til billederne af de vandrende flygtninge. Introen er et langt skud af sand og sten på en eller anden kyst. Tøj og redningsveste dukker op hist og pist. Længere oppe sover folk i telte. Nogle børster tænder, andre henter mad og vand. Her er ingen forklarende tekst eller autoritativ voiceover, der udlægger teksten. Bare billeder. Løsrevne ord fra overhørte samtaler. Ensomme trommeslag og en knirkende stryger på lydsiden.

Det viser sig, at de første billeder er fra en flygtningelejr på den græske ø Kos. Men det ved jeg kun, fordi jeg har læst det i pressematerialet. At Lean er tre år, er også noget, jeg har læst mig til. Intet bliver forklaret. Min forståelse af de konkrete begivenheder er sådan cirka som Leans, når hun mener, at Sverige er en by i Tyskland. Det er et virvar af toge, telte, færger og busser. Lift fra fremmede. Lege med onkel.

Det meste er tilmed skudt i børnehøjde. Smukt og roligt med et æstetisk øje, der er overraskende, emnet taget i betragtning. Ingen rystede hjemmevideobilleder her. Egil Håskjold Larsen laver [i]film[/i]. Han lader ikke det alvorlige indhold overskygge formen, der skal formidle det. Igen er oplevelsen vægtet over overblikket. Vandrende menneskemængder bliver til en vrimmel af sko, jeans og rygsække, der møver sig frem. Hvorhen og hvorfra er mindre klart. Der er selvsagt meget, Lean ikke rigtig forstår. Men der er også øjeblikke, hvor hun begriber en del. Hun vil gerne lære at svømme, siger hun til sin onkel. Hendes oplevelser har ladet hende forstå, at det er en vigtig ting at kunne. Så kan publikums forforståelse selv udfylde hullerne og regne ud, hvorfor det mon kan være.

Det kommer hurtigt til at lyde trist og alvorligt. Men størstedelen af de 69 minutter i Leans selskab er muntre. Det er den treåriges oplevelse, der farver stemningen. Hun synger, danser, griner, leger. Deler en slikkepind med sin lillesøster. Hun ser ikke, at hendes onkel pludselig græder en udmattelsens tåre, mens de venter i kulden på et lift, der måske ikke dukker op.