Genbesøget med Owens-søstrene i Susanne Biers nye film er lige så legende som originalen, men modsat den første film er historien og udførelsen tilbageskuende. Humoren og kemien mellem søstrene drukner desværre i CGI-magi og i pinligt usjove jokes (mange af dem om margaritas). Resultatet er desværre en film, der gestikulerer mod den førstes magi, men i sammenligning føles lige dele halvhjertet og halvbagt.

I slutningen af 1998’s Practical Magic løftes forbandelsen, der er lagt over Owens-søstrene Sally (Sandra Bullock) og Gillian (Nicole Kidman), og som betyder, at enhver mand, der forelsker sig i en kvinde i Owens-familien, må dø. Støttet af tanterne Frances (Stockard Channing) og Jet (Dianne Wiest) lærer de undervejs at omfavne deres hekseri. Fortællingen om hekseri, søsterskab, solidaritet og traumer synes derfor afsluttet.

Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg så Practical Magic: Magi i familien, hvor forbandelsen er tilbage.

Og det er langt fra det eneste, der går igen i 2026’s genbesøg med Owens-søstrene.

Spørgsmålet er derfor, om Practical Magic: Magi i familien kan bruge gentagelserne til at lave en fængende efterfølger til den første film.

Custard-kvalme og kokosnød/lime-overdosis

Det ses fra starten af filmen, hvor Sallys ene datter, Kylie (Joey King), i vrede flygter fra Sally for at finde en måde at helbrede Gideon (Xolo Maridueña) på, efter at hendes kæreste er blevet offer for et trafikuheld som resultat af forbandelsen.

Iklædt den første films whimsigoth-stil og ikonografi (dødsbiller og amerikansk 90’er-boheme) fortsætter fortællingen herefter i høj grad på samme måde som den første film.

I princippet er der ikke noget galt med at lave en film, der støtter sig til nostalgien. Det er imidlertid vigtigt, at nostalgien tjener en inddragende fortælling, og det lægger ekstra vægt på de nye elementer, der bliver introduceret.

Vedrørende det første er filmen godt tjent med Bullock og Kidman og et fokus på søstrenes indbyrdes forhold. De har god intern kemi, og deres præstationer (overdrevne og langt fra det naturalistiske) står som filmens stærkeste.

Det siger imidlertid desværre ikke så meget, for hver gang en ny karakter introduceres, er den på imponerende vis tyndere end den foregående.

Den drømmende, men tatoverede (gisp) professor Ian Wright (Lee Pace) er måske det mest prominente eksempel på dette. En karakter præget af filmens konsekvente behov for at slå sine pointer fast med syvtommersøm: Han er så klog, at han har undervist på både Oxford og Harvard, og han er så klar over Sallys behov, at han ved, at hun har lyst til at spise custard med en ske, før hun siger det. Som custard bliver scenerne med professor Wright sukkersøde og kedelige.

Ligeledes er Gideon så ligegyldig en karakter, at jeg trak på skuldrene, da han blev kørt ned.

Det betyder ikke, at der ikke er dragende elementer i filmen. Der er f.eks. flere gange, hvor godt kameraarbejde og god kemi imellem skuespillerne betyder, at der er optræk til inddragende og endda lidt spooky scener. Der er desværre bare for langt imellem dem.

Det er der, fordi det er en film, der dyrker nostalgien på sin egen bekostning. Hvis noget fra den første film kan refereres, så gøres det. Den første film indeholder f.eks. en berømt og meget refereret midnight margarita-scene sat til Harry Nilssons sang Coconut. Det er en sekvens, filmen vælger at referere til to gange og i sådanne længder, at man virkelig skal elske margaritas for ikke at blive utidig.

Det understreger et generelt problem for filmen. For selvom skiftet fra det seriøse til det sjove var meget af det, der fungerede i den første film, fortsætter scenerne i voldsomt lang tid og gentages ofte.

Tid til at glemme 90’erne

Det er i bund og grund min største anke ved filmen: Hvad der var forfriskende og nyt i 90’erne, er det ikke længere. Den originale films idé med at bruge hekseri som udgangspunkt til at udforske kønsroller, misbrug, magt og familietraumer var innovativ og konceptuelt stærk. Ikke desto mindre var der stadigvæk masser af muligheder for at opdatere, udforske og ændre de blinde punkter fra den oprindelige film. I stedet har efterfølgeren valgt at gå i den modsatte retning og lade sig opsluge af 90’er-nostalgi. Resultatet er, at filmen fortsætter med at samle op på mange tråde fra den første film, men i en blegere og svagere udgave.

Der er derfor uden tvivl ting at komme efter i Practical Magic: Magi i familien, og det er dejligt at befinde sig i universet igen. Mange fans af den første film vil uden tvivl holde af mange af fanservice-øjeblikkene. Ligeledes er det ikke i sig selv ødelæggende at genbruge mange elementer fra den første film.

Desværre er den altoverskyggende fornemmelse af en film, der har så travlt med at kigge tilbage, at den ikke ser mulighederne foran sig. Samtidig fremstår gensynet som en værre version af det, man kender fra den første film: I et insisterende forsøg på at skabe tilstrækkelig 90’er-nostalgi glemmer den at forankre sig i et billedsprog, der kan understøtte fortællingen. Resultatet er en film, der virker til gerne at ville være skør og uartig, men ikke rigtigt tør tage chancer nok til at blive det. En film, der gerne vil overbevise os om, at dens blotte eksistens er radikal. Det ville være nemmere at tro på, hvis bare filmen var halvt så rowdy, som det virker til, at den gerne vil opfattes som.

Practical Magic: Magi i familien kan ses i biografen fra d. 10/9.