Forklædt som voksenIngen, der har set noget til Robert Downey Jr. i dennes seneste medvirkender, kan næppe længere være i tvivl om, at den kontroversielle skuespiller for længst har fået cementeret sit comeback på det store lærred efter en årrække uden for rampelyset. Trods begrænset skærmtid underbygges denne påstand ikke desto mindre også i den blændende “A Guide to Recognizing Your Saints”, hvor rejsen fra barn til voksen er brolagt med konflikter og underkuede følelser.

Filmen er baseret på bogen af samme navn, instrueret af hovedkarakter og forfatter Dito Montiel, der har taget sin rå og uforsonlige opvækst i New Yorker-kvarteret Queens under særbehandling. Tilsyneladende skal man foranlediges til at tro, at filmen bygger på virkelige hændelser, og meget peger da også i den retning. På de præmisser er fortællingen sådan set lige ud af landevejen med teenageren Dito Montiel (Shia Labeouf) i et overvejende fokus, mens han vokser op blandt venner og fjender, kvarterets knægte og ditto hunkøn – i særdeleshed den første kærlighed, Laurie (Melonie Diaz).

De oplevelser finder sted i løbet af en varm sommer i 1986, og “A Guide to Recognizing Your Saints” er på mange måder også at opfatte som en [i]coming-of-age[/i] film. Undervejs tager filmen dog spring frem i tiden, hvor den unge Dito femten år senere er blevet voksen og velanset forfatter i skikkelse af Robert Downey Jr. Som sådan er skuespilleren et samlende hele for de mange mere eller mindre gode – nok flest mindre gode – oplevelser, der gjorde sommeren 1986 til noget helt særligt. Vigtigst er naturligvis hovedkarakteren Dito, men i periferien befinder sig nu alligevel en række spraglede personligheder med stor prægnans for den fængslende fortælling, hvor den politiske ukorrekte fader, Monty (Chazz Palminteri), bøllen Antonio (Channing Tatum) og skotske Mike O’Shea (Martin Compston), der konsekvent går under øgenavnet ‘Ireren’, står stærkest.

De leverer alle formidable præstationer, og selv om tilstedeværelsen af Downey Jr. ikke fylder voldsomt meget i det samlede billede, er han uundværlig for en film som denne. Alligevel løber faderfiguren, Montys Palminteri, i den grad med det store billede. Mage til indlevelsesevne, nærvær og grundlæggende kompetent skuespil som dumt svin par excellence vil være svær at udpege, og skal det alligevel gøres, vil en Al Pacino i topform formentligt være den mest rammende beskrivelse. Udpeges bør også det kreative og dagdrømmende filmsprog, der er et sublimt match til filmens nostalgiske fortælling.

Under Ditos opvækst fylder forholdet til kvarterets drenge og ungdomskæresten Laurie en hel del, men nok ikke så meget som jalouisen og hadet til faderen, der favoriserer den voldelige Antonio frem for sin egen søn. “A Guide to Recognizing Your Saints” er en film om de store følelser, som ingen af de mandlige karakterer på noget tidspunkt evner at administrere eller eksplicitere. For den voksne Dito bliver det en rejse tilbage til det kvarter, han forlod til fordel for solbeskinnede Californien femten år tidligere. Men det bliver også mødet med de kontroverser og konflikter, indestængte følelser og kriser, han aldrig fik ud i det åbne med den dominerende far, den temperamentfulde kæreste og til en hvis grad også den voldelige Antonio.

“A Guide to Recognizing Your Saints” er et følelsesbetonet tilbageblik mod en opvækst fyldt med kærlighed og had. Filmen er en genistreg, der hviler på solide skuespilpræstationer og et imponerende filmsprog, hvor der leges kreativt med filmmediets mange muligheder. Bedst er fortællingen, der dog ikke hidbringer sin traditionsrige genre store nytænkninger, men alligevel er uafrystelig i al sin gru, håbløshed og enkelthed. Som stemningsskabende element tilfører de mange velvalgte musiknumre fattigfirsernes New York – metropolen, hvor livet aldrig går i stå – en særlig stemning.

Hovedkarakteren Dito Montiel proklamerer indledningsvis, at han inden filmen er ført til ende vil have forladt og frasagt sig alle de mennesker, han kender og holder af. Om det er rigtigt, skal være usagt i denne sammenhæng. Rigtigt er det dog, at “A Guide to Recognizing Your Saints” er en selvbiografisk fortolkning af de følelser, drenge (og mænd) ofte kan have svært ved at forholde sig til. Følelser, som, hvis de forbliver usagte, er til mere skade end gavn. Filmen er en ærlig og sjælekrængende rejse ind i hovedkarakterens indre for at finde stof til at løse de ydre konflikter. Spørgsmålet er, om det nogensinde vil lykkes, for indeni er karaktererne stadig børn det voksne udseende til trods.

VideoDen sublimt klippede “A Guide to Recognizing Your Saints” fremstår i et skarpt og indbydende anamorphic widescreen 1.77:1 format. Der forekommer enkelte eksempler på edge-enhancement og digitale forstyrrelser, men udtværinger er der derimod ingen af, og generelt viser billedsiden sig med et indtagende filmlook. Det til tider eksperimenterende billedsprog oppebæres desuden af en solid kontrast og en jævn farvetemperatur, hvor de mange flashbacks til firserne i øvrigt indrammes af et stærkt og prangende farvevalg.

AudioOgså lyden fungerer næsten upåklageligt med det engelsksprogede Dolby Digital 5.1 format in mente. Lyden er primært baseret i fronthøjtalerne, mens filmens jazzede og stemningsfulde score flyder ud i alle højtalere. Dialogen er for det meste tydelig, og der er ikke eksempler på hverken støj eller overstyringer, hvorimod et par ganske udmærkede lydpanoreringer indfinder sig i ny og næ. Atmosfæren er i øvrigt nærværende og detaljerig og understreger kvaliteten af et glimrende lydspor.

EkstramaterialeDet begrænsede ekstramateriale består af en række ganske korte ‘vox pops’, hvorigennem filmens karakterer, manuskriptet og handlingen med mere berøres af skuespillerne Robert Downey Jr., Rosario Dawson, Shia Labeouf, Melonie Diaz og Channing Tatum samt instruktøren Dito Montiel og producenten Trudie Styler. ‘Behind the Scenes’ er i tilgift et par minutters ‘b-roll’ fra optagelserne, mens en trailer for filmen udgør den sidste bestanddel. En udmærket men stærkt begrænset komposition.