Den kontroversielle instruktør Michael Winterbottom, som bl.a. stod bag den semidokumentariske “The Road to Guatanamo”, har med “A Mighty Heart” lavet en dreven og engagerende fortælling. Filmen placerer sig dog sælsomt et eller andet sted mellem det stærkt autentiske og det spændingsprægede drama, som til slut søger lidt naivt at give tilfredsstillende svar, også selvom de måske ikke eksisterer.

“A Mighty Heart” fortæller den virkelige historie om Wall Street Journal-journalisten Daniel Pearl, som i 2002 blev bortført af ukendte gerningsmænd. Det skete, mens han var i gang med at researche en sidste historie i Karachi, Pakistan, inden han og hans kone skulle tilbage til USA. Daniels hustru, Mariane, spillet af en altid nydeligt sminket Angelina Jolie, går aktivt ind i efterforskningen på trods af, at hun kan fremvise en højgravid mavse. Med base i hendes hjem i Karachi mødes adskillige medlemmer fra Pakistans antiterrorkorps, ambassademedarbejdere, agenter fra FBI og journalistkolleger fra nær og fjern for at opspore Daniel og hans kidnappere. Igennem seks opslidende uger, der byder på mange blindgyder, lykkes det for Mariane og hendes venner at kortlægge begivenhederne, der førte op til Daniels bortførelse, og afsløre, at der blev lagt en fælde for ham. Det bliver det sædvanlige kapløb med tiden for at redde Daniel.

“A Mighty Heart” er en stærk og fængslende skildring, og selvom der ikke kan herske tvivl om fortællingens udfald (i hvert fald ikke for dem der kender til sagen) så formår filmen alligevel at indfange sit publikum. Det bliver rent faktisk spændende.

Samtidig er det svært ikke at blive fascineret af portrættet af den pakistanske millionby Karachi som en kæmpemæssig myretue, der konstant pulserer af liv. Og i takt med at FBI, de pakistanske myndigheder og Marianes journalistvenner får stykket sammen, hvad der egentlig er sket med Daniel, bliver man i det enorme menneskemylder ikke kun opslugt og revet med af handlingen, men også af portrættet af en evigt summende storby.

Dog forfører den medrivende handling os på bekostning af det mere nuancerede portræt af en kompliceret konflikt. Winterbottom prøver på den ene side ganske sympatisk at give et flertydigt billede af situationen i de arabiske lande og det klassiske kultursammenstød mellem øst og vest. Og ligesom “The Road to Guatanamo” styrker han bevidst skildringens autenticitet ved hjælp af grynede håndholdte billeder, som bringer publikums tanker hen på dokumentarfilm. Men samtidig søger han i højere grad, end man måske havde ventet af en film, som ellers gør sig store anstrengelser for at virke troværdig, at tilfredsstille vores blåøjede tro på en endelig sandhed. Og ikke mindst tilfredsstiller filmen de mere primitive menneskelige behov for at se de rette blive fundet og straffet, når det måske ville have virket mere sammensat at understrege den usikkerhed, der altid vil lure, selv efter vi tror, vi har identificeret og fanget de rette.