Siger man “dansk film” er det efterhånden næsten umuligt ikke at følge det op med navnet Anders Thomas Jensen. Trods det at han indtil nu kun har instrueret tre spillefilm, er han alligevel en af Danmarks mest veletablerede personer i filmbranchen. Kigger man tilbage på de sidste 5-6 års største danske succeser, har Anders Thomas Jensen bogstaveligt talt haft sine fingre med i tilblivelsen af stort set dem alle i form af manuskriptforfatter. Listen er lang og tæller blandt andre “I Kina spiser de hunde”, “Mifunes sidste sang”, “Rembrandt” og “Brødre”. Nu er han tilbage med sin tredje film som instruktør, “Adams æbler”, som traditionen tro er en komedie af den sorte skole.

Skulle man være i tvivl, når man sætter sig trygt tilrette i biografsædet, gøres tvivlen til skamme allerede i filmens første sekunder – dette er med sikkerhed en Anders Thomas Jensen-film. Se blot på rollelisten: Nicolas Bro, Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Ole Thestrup, Nicolaj Lie Kaas og Thomas Villumsen – sidstnævnte dog i en lille og ukrediteret rolle. Et stjernecast af dimensioner – efter danske forhold – men om filmen lever højt på det eller lider under det, må afhænge af hvor træt man er af gengangeriet i dansk film.

På trods af at flere af skuespillernes medieskabte ikon-personligheder efterhånden er blevet større end de karakterer de spiller, er det alligevel lykkedes at stable nogle ganske troværdige figurer på benene. Ulrich Thomsen spiller en forstyrret og vred mand, som med stærk bitterhed opfatter hele verden som værende imod ham. Thomsen gør det godt – ligesom han har gjort det før. Ole Thestrup er det sære [i]comic relief[/i] og Nicolas Bro den usle taber. Lige efter bogen og sædvane. Mads Mikkelsen bliver dog ved med at imponere og overraske. Hans karakter, Ivan, minder måske en smule om Sven Sved fra “De grønne slagtere”, men han er overbevisende, og som sædvanlig er den komiske timing i top.

En klassisk forfatterteknik er at fange sit publikum fra starten af. Anders Thomas Jensen er en mester på det punkt. De første 10 minutter af “Adams æbler” er hysterisk morsomme, og Jensen gør brug af sine skarpeste virkemidler – de velskrevne, vittige dialoger og de små akavede situationer personerne imellem. Problemet i filmen er bare, at resten af historien ikke helt lever op til de forventninger, som stables på benene. Næsten al komikken fyres af på ingen tid, og når først karaktererne er introduceret, bliver man som publikum ikke rigtigt interesseret i at kende dem under overfladen. Hvilket man i flere af tilfældene heller ikke kommer til.

Det er dejligt at se, at dansk film er ved at have trukket sig fri af dogme-regimets mangel på billedæstetik. Anders Thomas Jensen (i følgeskab af fotografen Sebastian Blenkov) er med de
dystre og tungsindige billeder i “De grønne slagtere” og “Adams Æblers” en forgangsmand i denne udvikling. Ligesom Nicolaj Arcels “Kongekabale” er filmen meget inspireret af det amerikanske mainstream-udtryk. Det har dog også sin negative side i form af musikken. Alle stemninger underbygges af halvkedelig klassisk musik, og man får næsten fornemmelsen af, at Anders Thomas Jensen har været bange for, at visse scener ikke ville virke uden musikkens pointering.