[b]3D og danske stemmer ødelægger dejlig børnefilm[/b]

“Æsketroldene” beviser desværre, at selv de bedste intentioner nogle gange ikke er nok. Det er den nyeste film fra animationsstudiet Laika. I en verden, hvor 3D-animation dominerer, har de specialiseret sig i noget så gammeldags som [i]stop-motion[/i]-animation. Og de har endda succes med det. De har tidligere lavet “Coraline” og “ParaNorman”, der har fået stor ros og i øvrigt begge er blevet nomineret til en Oscar. “Æsketroldene” bliver muligvis deres store kommercielle gennembrud, men det vil i så fald ikke være på grund af den forvanskning af filmen, jeg så.

Der er få ting, der som 3D-film kan få mig til at fare op som en trold ud af… Øh, fare i flint, mener jeg. Jeg har kun set en håndfuld film, der i enkelte scener bruger 3D på en måde, der tilfører nyt til filmen, og ikke bare bruger det som en gimmick. Det bedste, jeg kan håbe på, er efterhånden, at det ikke bliver et forstyrrende element. Jeg forstår ikke, hvorfor denne film skal være i 3D. Det bruges til absolut intet og i alle scener, der ikke er fuldstændigt knivskarpe, forstyrrer det øjnene. Det er så meget desto mere synd, da der netop er gjort så meget ud af det visuelle design i “Æsketroldene”.

Iscenesættelsen bugner af overskud og skaberglæde. Man har konstant lyst til at stoppe op og nærstudere baggrund eller figurerne. I Ostebroby bydes der på overfyldte osteborde, filmens skurk i dametøj, indviklede Storm P-maskiner, kunstfærdigt udformede dragter og en masse andet, der pirrer nysgerrigheden. Den mindede mig om en lidt mere eventyragtig version af Tim Burtons verdener. Figurernes ansigter er utroligt udtryksfulde, hvilket bl.a. er et resultat af Laikas nyskabende brug af 3D-printning, der gør det meget nemmere og hurtigere at producere dem. Lige så meget energi og kærlighed, som der er lagt i karakterernes fysiske fremtoning, har man fra produktionsselskabet lagt i stemmerne.

Her er den danske versionering desværre en gigantisk skuffelse. Hvis man har set trailere, teasere eller andet fra den engelske udgave, så er det svært at forstå, hvordan den danske kan være så livløs og rodet. Flere af stemmeskuespillerne mumler konstant eller bruger så meget energi på at lave deres stemmer om, at det til tider er svært eller umuligt at høre, hvad de siger. Hans Henrik Voetmann som skurken Snapholm er specielt slem. Danske stemmer til animationsfilm er noget, som vi ellers har været utroligt gode til her i landet, men i denne film er niveauet så langt under standard, at det burde gøres om.

De ydre problemer truer med at tage al opmærksomhed fra den fint fortalte historie om, hvordan forældre aldrig lytter til deres børn, og at familie ikke nødvendigvis er noget biologisk. Hovedpersonen, Æg, opfostres af æsketroldene, mens indbyggerne i Ostebroby ihærdigt forsøger at udrydde dem. Da Æg møder den forbløffende blodtørstige datter af byens overhoved, viser det sig, at verden ikke helt er, som alle gik rundt og troede. “Æsketroldene” lægger uden forbehold sin sympati og identifikation hos børnene, hvilket både er et sympatisk og klogt greb. Alt for mange animationsfilm har så travlt med at underholde forældrene, at de glemmer børnene, men “Æsketroldene” holder fast på sit primære publikum, mens den stadig leverer skæv humor og indforståede referencer til de voksne.