[b]Omar og Orienten[/b]

Det er vildt og farligt i Arabiens land, hvis du spørger Omar Shargawi. Sådan var det i debuten, “Gå med fred Jamil”, der ganske vist udspillede sig på Nørrebro, men i et arabisk æresmiljø, hvor blodet flød. Sådan var det også, da den machoseje Shargawi tog til Kairo i “½ revolution”, hvor Det Arabiske Forår skabte eksotiske optøjer til billedsiden. Nu er det så igen arabisk og farligt for dansk-palæstinensiske Omar i den mystiske “Al Medina”.

Det er stadig “Gå med fred Jamil”, der er hans bedste film. Her fangede han en arabisk-etnisk “Pusher”-tone, som både var dansk, eksotisk og fundamentalt spændende. Det var blandt andre salige Mogens Rukows skyld. Den nu afdøde grundlægger af Filmskolens manuskriptuddannelse hjalp med at skrive debutfilmen fra 2008. Siden har Shargawi ikke følt behov for manushjælp. Men det burde han.

Den billedstærke instruktør har nemlig de samme styrker og svagheder som en Nicolas Winding Refn. Han er også bedst, når andre holder manuskript-rattet. Som i “Drive”, hvor han kunne koncentrerer sig om at lave magiske bybilleder fra et færdigt manus. Den anden side af Refn-mønten hedder “Only God Forgives”. Et smukt rod uden mening. Det samme kan siges om “Al Medina”. Igen sender Shargawi sig selv af sted som hovedrolle og machomand til et vildt Mellemøsten. Han har en gravid dansk blondinekone med. Men det vilde Arabien sender snart Shargawis Yusif direkte i fængsel til voldtægt og tæsk efter et af den slags mord, som manuskriptet har brug for for at komme videre med sit ærinde.

Det er her, “Al Medina” begynder. En idealist ankommer til et eksotisk sted med de bedste intentioner, men må sande, at verden er grum og ikke lige sådan kan forandres. Når det er bedst, minder det lidt om den unge Lars von Trier i “Forbrydelsens element” og “Europa” med den gule teint i et mystisk miljø. Mest af alt minder den dog om Daniel Denciks et år gamle “Guldkysten”. Den vil også så gerne være Kunst. Her er masser af [i]lens flare[/i] og fokusskift, imens Yusif trasker rundt i et slags efterkrigsland. Måske Kairo? Måske Libanon, hvor Jamil ville rejse til? Man ved det ikke.

Det er orientalsk undergrund. En slags western, hvor en ny kommer til byen, men som snart må indse, at bag det eksotiske ydre gemmer der sig en pilrådden kultur af prostitution og organtyveri. Aldrig realistisk, men som en fabel, hvor en gammel kone sagtens kan sige ting, som at man skal nøje overveje den vej, man vælger. Måske er det ondskabens vej. Den del af “Al Medina” er mindst interessant. Her mangler Triers sarkasme for at forsøge at være så stor Kunst.