Blodig, jævn monsteractionDet er blevet tid til anden runde mellem de to markante dræbermaskiner fra det ydre rum i “Aliens vs Predator 2”. Der er blodig monsteraction for alle pengene, for “AVP2” er sat effektivt i scene, og den hæver sig betydeligt over sin usle forgænger med en ikke helt umulig handling. Dette betyder dog blot, at filmen stadig kun er en jævn fornøjelse, der ikke beløber sig til mere end solidt håndværk.
[image=21969]
“Aliens vs. Predator 2” samler trådene op, hvor forgængeren slap, og for de uindviede kan det være en anelse svært at følge med – filmen gør sig ikke nogen anstrengelser for at guide de forvirrede. Ganske kort så jager Predator Aliens, som var det en sport, ligesom mennesker går på jagt, og det er tilsyneladende en sport, de helst udøver på vores jord. Hændelser i forgængeren har medført, at en ny slags Alien ser dagens lys i “Aliens vs. Predator 2”, og naturligvis vil skæbnen det, at denne ‘Predalien’ (ja, det har man åbenbart døbt den!) styrter ned i USA’s baghave opad en mindre by. Her mæsker det glubske bæst sig på intetanende mennesker, imens den formerer sig, som kun en rotte kan.
Samtidig sendes en Predator til jorden for at rydde op. Alt imens det står på, følger vi en række menneskeskæbner, der rangerer fra en kvindelig soldat (hvem sagde Vasquez?) til et par teenagere, som egentlig synes at høre mere hjemme i en traditionel teenage-slasherfilm. Efterhånden indser de, hvad det er, der foregår, selvom de bliver mødt med den sædvanlige mistro. Og nu forsøger de alle desperat at komme ud af en by, hvis indbyggertal falder drastisk i takt med, at de to rumvæsner uden hensyn til, hvem der står i vejen, forsøger at komme hinanden til livs.
[image=21970]
“Aliens vs. Predator 2” er drevent fortalt med masser af solid action, og filmen lider ikke under alt for mange stupide indfald. Handlingen er ganske vist præget af den sædvanlige gyserskabelon med et eskalerende dødstal, mens fortællingen fokuserer på filmens helte, der flygter over stok og sten for at undgå en grum og blodig skæbne. I modsætning til forgængeren har instruktørerne Greg og Colin Strause i fællesskab med manusforfatteren Shane Salerno sørget for, at “Aliens vs. Predator 2” er i besiddelse af en mere tilgængelig menneskelig vinkel ved at give sig bare lidt mere tid til karakterportrætter, og samtidig formår den sågar at være glimtvis ganske morsom.
Instruktørerne har samtidig forsøgt at være kække ved hist og her at vende gyserens genrekonventioner lidt på hovedet for at kunne overraske publikum med hvem, der blandt andet overlever, og hvem der ikke gør. Tag dog ikke fejl: nok er “Aliens vs. Predator 2” fornøjelig underholdning så længe det varer, men det er stadig metervare af den slags, der fås så uendelig meget af. Og både Aliens og Predator er set bedre i deres henholdsvise filmserier.
[image=21971]