[b]Alle øjne på Tupac[/b]

Så blev det Tupac Shakurs tur til at komme i biografen. Inden jeg fokuserede mine øjne på filmen om den afdøde rap-legende, så tænkte jeg, at det kunne gå to veje: Den gode, som “Straight Outta Compton” gik, eller den dårlige som med “Notorious”. Benny Booms bud lander et sted midt i mellem de to. Det er klassisk biopic, selv om Tupacs ånd er svær at indfange.

Vi følger Tupac fra fødsel i New York til mordet i Las Vegas i 1996. Undervejs slår vi ned på forskellige tidspunker i hans liv. Mor og stedfars deltagelse i Black Panther-bevægelsen, livet i Baltimore, skolelivet og hans [i]rise to fame[/i] med raketfart. Lidt for formularisk. “Straight Outta Compton” brugte samme metode, men der var mere tid. Der var plads til samtalerne mellem Dre, Cube og Eazy. Her er der lidt for meget fart på.

Selvfølgelig er der meget, der skal med, men det bliver lidt for tungt til sidst. Vi skal omkring fængselstiden, East/West Coast-krigen, Tupac som skuespiller og alt mulig andet. Heldigvis er det underholdende hele vejen igennem. Især alle scenerne med musik er gode, bedre end de er i både “Straight Outta Compton” og “Notorious”. Der er rigeligt med tid til indspilningsscener i Death Row Records, og lange koncertklip. I det hele taget bliver Tupacs musik brugt godt. Om den bliver spillet live eller sat som stemme til fortællingen, er den til stede. Der er fokus på musikken.

Særligt når man er med til koncertscenerne, så lykkes det Boom og Co. at vise, hvorfor Tupac gjorde så stort et indtryk. Det føles, som om man er med til koncert. Kameraet er med over det hele. Nede hos publikum, der råber hans navn igen og igen og igen. Oppe på scenen – dans med hype-crewet. Under Tupac, mens han rapper, bag ved Tupac, mens han rapper, over Tupac, mens han rapper. Titlen er sand: Alle øjne er på ham.

Sådan er det scene efter scene. Nedslag efter nedslag, der måske ikke virker i en helhed, der bliver bundet sammen af et interview, han lavede, mens han sad i fængsel . [i]’Og så var der jo det, der skete i Marin County,'[/i] siger intervieweren, før vi klipper derhen og ser, hvad der så skete. Frem og tilbage. Det hopper for meget og bliver bare en opsætning af en række forskellige momenter i Tupacs liv.