Den danske instruktør og [i]auteur[/i] in spe Christoffer Boe går helt klart sine egne veje – man kan i hvert fald ikke beskylde ham for at lefle for de brede masser. Med inspiration i den franske nybølge og en kærlig legen med filmmediet og historiefortællingen som sådan, viser han os atter København som en vibrerende, men også hemmelighedsfuld storby; en magiens metropolis, hvor kærligheden er det evige mål for menneskets søgen. I “Allegro”, hans anden film siden den kringlede men fascinerende [i]love story[/i] “Reconstruction”, byder Boe os på mere af sin sprudlende originalitet, men det er alligevel en lidt for kantet konstruktion som bliver det endelige resultat.

Det mærkes at Boe og co. har ladet sig inspirere af forfatteren Kazuo Ishiguro og dennes magisk-realistiske fortælling “Koncerten”, om en berømt pianist der skal afholde en stor koncert og pludselig bliver viklet ind i en drømmeagtig rundtur i byen. Men “Allegro” er mere pædagogisk i sin fremgangsmåde, næsten for pædagogisk, for det er i bund og grund en såre simpel historie, blot pakket ind i finurligheder. Måske en kende for simpel? Den synes i hvert fald ikke nær så helstøbt som “Reconstruction”, hvis styrke netop lå i sine mange lag og snørklede spiralstruktur.

“Allegro” satser i stedet på det mere komiske, og selvom historien som udgangspunkt må siges at være en tragedie, med pianisten Zetterstrøm som mister sin elskede og fortrænger sin fortid, så er filmen holdt i det absurde frem for det surreelle. Humoren skyldes dog også at visse af bipersonerne, bl.a. Nicholas Bro som den vattede koncertarrangør Sander eller Henning Moritzen som den mystiske Tom, simpelthen er en tand for løjerlige, og det tjener ikke nødvendigvis filmens bedste. Men absurditeterne holdes meget godt på plads, netop fordi “Allegro” magter den ædle kunst at konkretisere det abstrakte, som f.eks. når Zetterstrøms fortrængte fortid rent faktisk antager fysisk form og bliver til Zonen, eller når hans klavertalent bliver tappet på flaske! Vi præsenteres for en art sindets labyrint fremtryllet i virkeligheden i bedste Charlie Kaufman-stil.

Men “Allegro” er og bliver en underlig størrelse. Hverken fugl eller fisk eller derimellem, men samtidig lidt for letkøbt, lidt for simpel, lidt for konstrueret. Især i dialogen mærkes denne tyngende understrøm, der truer med at trække både tempo og troværdighed med sig ned. Den flyder ikke; den gynger en anelse klodset i vandkanten. Og så alligevel; det er jo fiktion med stort F, vi har med at gøre, og det selvbevidste blik på historien som én stor konstruktion (ja, tør man sige allegori?) gør måske, at netop disse strittende kameler er værd at sluge.

Skuespillet er solidt, om end man aner at [i]Denmark’s finest[/i] ikke er så vante med den absurde genres svære balancegang mellem ulogisk galskab og normalitetens benægtelse af det gale. At Ulrich Thomsen kan sit kram er ikke at betvivle, selvom man i længden lidt savner at komme ind bag Zetterstrøms tillukkede og næsten søvngængeragtige facade – men denne afstumpethed er jo netop pointen med karakteren og hans dilemma. Der må anderledes siges at være en overraskelse gemt i Helena Christensen, som passer perfekt ind i rollen som den flygtige og gudeskønne drøm Andrea. Hendes replikker er rent faktisk dem som falder mest naturligt. Henning Moritzen er god som fortælleren, mens hans konfrontationer med Zetterstrøm gør ham mere komisk end egentlig gådefuld.

Visuelt er “Allegro” en fryd for øjet, bragt til live gennem fotograf Manuel Claros kornede og stopmættede billeder. Claro, der også var med på “Reconstruction” og som senest bragte os den sprøde billedside til Dagur Káris “Voksne mennesker” er en fotograf der om nogen kan skabe et lækkert look, og her er hans [i]Copenhagen by Night[/i] uovertruffen. På lydsiden har man valgt at understøtte Zetterstrøms klavervirtuositet med Bach, hvilket musikalsk er et glimrende valg, da de små pianostykker giver den rette stemning af tilbagelænet ro krydret med vemod og ensomhed. Naivitet i mol.