[b]Hvor er nødudgangen?![/b]

“Alvin og de frække jordegern 2” er det, man passende kan kalde for en “én joke”-affære. Filmen er angiveligt en komedie, men den har praktisk talt kun én eneste vits i ærmet, som den til gengæld gentager om og om igen: At det dæleme er sjovt at høre computeranimerede egern skråle i falset. Sandheden er desværre, at de små kreaturers sangstemmer er lige så behagelige som lyden af gnavne hvepse, der kredser om øregangen. Hvis filmens resterende sekvenser skulle forestille at være sjove, er det gået min snude forbi.

Der gik lidt tid, før jeg opdagede, at jeg ikke havde indstillet mit tv til en suspekt betalingskanal, men at “Alvin og de frække jordegern 2” vitterligt var gået i gang, idet filmen lige fra starten bombarderer os med reklamer for alskens bands og produkter. Allerede efter otte minutter fremfører jordegernet Alvin en musikalsk hyldest til ostepops, der understreger, at chipsene både er sunde og nærende. Okay, indimellem er [i]product placement[/i] en god ting, idet film ofte virker mere troværdige, når produkter fra virkelighedens verden indgår. Men når man konstant fremhæver navnene på slik, spil, drikkevarer og legetøj i en film, der primært henvender sig til letpåvirkelige barnerumper, bliver det svært at kæmpe mod en dårlig smag i munden.

Og “Alvin og de frække jordegern 2” er tydeligvis en film, der primært er skabt for at tjene penge på dukker, videospil og soundtracks. Det, der går for at være filmens “plot”, optager kun få minutter af filmens spilletid – altså historien om de tre jordegern Alvin, Simon og Theodore, som støder på tre kvindelige artsfæller og deltager i en halvstor sangkonkurrence. Hovedparten af filmen er afsat til sindsoprivende sange og slap slapstick – altså scener, hvor heltene kommer galt af sted.

Eksempelvis får egernes kærlige ejer, Dave, smadret mellemgulvet af et kæmpe skilt i starten af filmen, og han vælter dernæst rundt på sin hospitalsseng… egernene får adskillige bolde i fjæset i den lokale skoles gymnastiksal… deres tante triller uheldigt ned ad en trappe i kørestol og smadrer ryggen… dyrenes nye værge, Toby, tripper over en basun og får hånden i klemme i en stortromme… en plastikmotorcykel kører direkte ind i skridtet på den grådige musikproducer Ian og så videre og så videre… De ubehagelige uheld er aldrig sjove, og mens egernene kører i selvsving i deres evige jagt på succes, konfekt og nødder, spejder man ihærdigt efter en nødudgang.

Filmens målgruppe er selvsagt rollingerne på folkeskolens første klassetrin. Men der bliver endog talt ned til børn i denne forfærdelige fadæse, som også prøver at tvinge en skræmmende morale ned i halsen på børnene: At det er helt okay at være en nar, så længe man til slut kommer med en hul undskyldning. Den lille Alvin sparker jævnligt sine brødre ud af rampelyset, og han virker udelukkende interesseret i sin egen, personlige succes. Naturligvis begynder hans samvittighed at tære på ham til sidst i filmen, men til den tid har man for længst mistet al medfølelse for den egoistiske gnaver, og derfor er det også umuligt at engagere sig i trioens musikalske eskapader.

Og i et besynderligt forsøg på at tiltrække ældre tilskuere har man klemt et par mildest talt malplacerede citater ind fra “Taxi Driver” og “Ondskabens øjne”, som med garanti vil flyve hen over hovedet på de mindste. Ja, som om det ikke var nok, at lille Alvin er møgirriterende, så har han også en forkærlighed for filmhistoriens psykopater. Sikke et forbillede. Både billed- og lydsiden ryger fluks i glemmebogen, men det værste er, at filmmagerne åbenbart ignorerer, at de har så mange humoristiske talenter foran kameraet og bag mikrofonen. David Cross og Jason Lee får ikke én eneste munter replik at gøre godt med, og Christina Applegate, Amy Poehler og Anna Faris’ søde stemmer er blevet manipuleret til ukendelighed, og trioens komiske evner udnyttes aldrig. [i]Nuts![/i]

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Visuelt er “Alvin og de frække jordegern 2” ikke ligefrem interessant, men i det mindste ser filmens kedelige billedside godt ud i HD. Til tider har man skruet en tand for meget op for lysstyrken og givet farverne så stort et boost, at hudfarverne fremstår enten blege eller lettere orange. Men både kontrasten og farvegengivelsen er sædvanligvis upåklagelig, og billedet er knivskarpt hele vejen igennem. Man kan tydeligt se alle de små skægstubbe på Tobys ansigt og alle de små græsstrå på grønsværen foran hans hus. Hverken udtværing, edge-enhancement eller utilsigtet snavs forekommer.

[b]Audio[/b]

Diskens engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er desværre ikke nær så godt som transferet. Lydsiden er meget frontbaseret, og selv ikke de temperamentsfulde musiknumre har megen slagkraft. Trommerne lyder vattede, og de høje toner er slet ikke så klokkeklare, som de bør være. Replikkerne er dog tydelige, der er få effektive panoreringer, og til tider folder musikken sig godt ud i samtlige højtalere. Det danske lydspor er desværre ikke meget bedre, men børn vil næppe brokke sig.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ganske vist huser udgivelsen adskillige minutters ekstramateriale, men her er næsten intet om filmens tilblivelse, og langt det meste er kun egnet for børn. Man kan aktivere et trivia-spor, som præsenterer seeren for alskens oplysninger om soundtracket under filmen. Man kan designe et fotoalbum ud fra billeder fra filmen (besværligt og kedeligt), og desuden er her en lille stak forglemmelige musikvideoer og en håndfuld ultrakorte dokumentarer, som bl.a. gennemgår jordegernenes kulturelle historie og skuespillernes indsats. Interviewene er langt sjovere end filmen. I øvrigt medfølger både dvd-udgivelsen af filmen og en digital kopi.