[b]Forbandede egern…[/b]

[i]”Hvis man ikke har noget pænt at sige, bør man tie,”[/i] sagde min farmor altid, og selvom det ikke er et råd, som det nogensinde lykkedes hende at få mig til at efterleve, så vil jeg ikke desto mindre for velviljens skyld begynde denne anmeldelse med en positiv bemærkning om “Alvin og de frække jordegern 3”: Den er relativt kort.

At den er det er faktisk ikke en lille ting i betragtning af, hvor pinefuld en oplevelse denne film er for alle dem, som falder uden for dens målgruppe – dvs. dem over 8 år. For dem venter der nogle grimme oplevelser i overværelsen af egernenes fremførsel af diverse hits med små overnuttede pivestemmer, der får smølferne til at ligne de rene growlere ved sammenligning.

Filmen er som bekendt den tredje i rækken, og af den årsag kan man som tilskuer dårligt påberåbe sig uvidenhed som undskyldning for at stille op til denne omgang, der fortsætter i nogenlunde samme tone som de tidligere. Denne gang er der dog den lille forskel, at jordegernene er blevet flyttet væk fra musikbranchens verden og i stedet er på krydstogt sammen med deres beskytter, David. De når imidlertid dårligt nok at få terroriseret deres medpassagerer med gale streger, før de alle ved et uheld bliver sendt over bord og må se sig strandet på en øde ø.

Der kunne de jo så passende blive, men uheldigvis stopper filmen ikke dér, og vi bliver pinedød tvunget til at tilbringe resten af spilletiden i selskab med de små lodne bæster, mens de springer omring med de små infernalske stemmer og bygger hytter og tømmerflåder på absurd kort tid. Dette giver også filmen mulighed for at lave henvisninger til Tom Hanks-filmen “Cast Away”, da de møder en kvinde, der har været strandet på øen i mange år, og som er begyndt at tale med diverse bolde. Selv de oplagte vitser bliver dog tabt på gulvet, eftersom filmen ikke lader til at have nogen anelse om, hvad den skal bruge dem til andet end at henvise til førnævnte film. Det er omtrent så sløvt og uopfindsomt, som det kan blive.

Filmen er blevet synkroniseret til dansk, hvilket giver ret god mening i forhold til målgruppen, men som til gengæld giver filmen en mærkelig fremtoning, da egernene konsekvent slår over til engelsk, hver gang et sangnummer kommer på banen – formodentlig fordi det ville have været for tidskrævende og dyrt at genindspille sangene herhjemme. Hvor tidligere film bød på et mix af nye sange og ældre klassikere – udsat for den tvivlsomme ære at bliver sunget med lyse egernstemmer – lader vægten denne gang til at være på de nyere numre, og man bliver således bl.a. udsat for jammerlige versioner af Lady Gagas “Bad Romance” og Destiney’s Childs “Survivor” med computerpiv – som om de sange ikke allerede var irriterende nok i forvejen.