[b]En dreng og en pige… Og Electro[/b]

Det, jeg godt kunne lide ved “The Amazing Spider-Man”, var, at titlen løj. Andrew Garfields foryngede [i]reboot[/i]-helt var langt fra [i]Amazing[/i]. Han var skrøbelig som et spindelvæv, taget væk fra den store scene og kæmpede i stedet imod en firbensskurk i skolegården. I sidste ende måtte han have hjælp fra politiet og svigerfar for at klare paragraferne. [i]Coming-of-age[/i]-instruktøren Marc Webb gjorde Spider-Man til det, han er – Pubertets-Boy. 2’eren fortsætter i det spor i en nede-på-jorden-historie om en dreng, en pige og en superskurk ved navn Electro.

Det er nemlig i den helt simple [i]Peter Parker møder Gwen Stacy[/i]-historie, at også den nye film kan noget, som andre superheltefilm ikke kan. Andrew Garfield er tilpas usikker-kejtet, når Tante May forsøger at trænge ind på teenageværelset, imens han lige er [i]’ved noget'[/i], som så i tilfældet Peter edderkop her er at få skjult sin heltedragt. Han er et hit, der også giver charmerende smil på læben, når mobilen reference-ironisk ringer med tonerne fra Homer Simpsons ny-klassiker: [i]Spider-Pig, Spider-Pig…[/i] Eller når han gør opmærksom på den kliché, det er, at Gwen og ham snaver i et kosteskab.

Men han er kun det næstbedste i denne anden omgang af den utroligt ikke så utrolige Spider-Man. Emma Stone bliver i den her film med sine tilpas tegneserieagtige rødmalede læber den mest interessante og slagkraftige [i]sidekick[/i]-kvinde, jeg kan huske at have set i en selvtægts-udklædningsfilm. Selv ikke Kirsten Dunsts hjørnetænder fra den forrige trilogi kan matche Stones moderne feminist, der kan selv, vil selv, men som også gerne vil ungpige-rødmes, når ham den flotte edderkoppefyr spinder et stort [i]’I love you'[/i] ud over Brooklyn Bridge. Men som du måske husker fra første film, så er der knas i kærligheden. Gwens far døde for Peter, der måtte love at holde sig fra Gwen – for en/hendes sikkerheds skyld.

Det er svært, når man har følelser, der er stærkere end emo-sange. Deres kærlighed er øm og alvorlig som kun hos teenagere, men i Andrew Garfields blank-nuttede øjnes møde med den usikkert selvsikre Emma Stone føles det meget og rigtigt. Modsat fortegn skal derimod sættes foran filmens skurke. Her føles det meget lidt rigtigt. Jamie Foxx’ forsmåede fanboy, der bliver bidt i røven af en elektrisk ål, er en overtydelig tåbe, der tabes ned i gryden med dårlig CGI-trylledrik, som forvandler ham til Electro. Ikke mer strøm til ham, Bjørn Svin. Og fordi det er en 2’er, så skal der naturligvis også være dobbelt op på skurke.

Skurk nr. 2 finder vi i overklassen hos enearvingen i Oscorp, hvor barndomsvennen til Peter, Harry Osborn, introducerer sig selv via en samtale med sin døende far med den stift uopfindsomme dialog-oplysning: [i]”Du sendte mig på kostskole, da jeg var 11 år.”[/i] Det vidste faderen sikkert i forvejen, og nu ved vi, at han, Harry, er uden for den pædagogiske – det bliver man på kostskole. Som en art ond lillebror til Clement Kjersgaard har Dane DeHaan udseendet til at gøre en god overklasseskurk, men det bliver bare for tegneserie-tydeligt med både ham og Electro, som begge mangler en ond nok plan til, at jeg kunne få ondt i sjælen over det, de udsætter stakkels Spider-Man for.