[b]Når selv Spider-Man bliver for meget af det gode[/b]
Kun ti år efter den første “Spider-Man”-filmatisering, som affødte et par fortsættelser og en ekstremt kikset Broadway-musical, dukker en helt ny [i]Spidey[/i] op på det store lærred med Andrew Garfield iført superheltens kulørte, karakteristiske kostume. Spørgsmålet er bare, om denne “The Amazing Spider-Man” blot er en uinspireret gentagelse af forgængerne eller den saltvandsindsprøjtning, som franchisen har trængt til.
[image=62937]
De fleste af os kender formentlig beretningen om den nørdede Peter Parkers transformation til den heroiske Spider-Man, men lad os bare opremse den igen for en god ordens skyld: Parker er en lidt ensom og kikset gymnasieelev, der er hemmeligt forelsket i den søde Gwen Stacy. Hans forældre døde, da han kun var en lille dreng, og i et forsøg på at finde ud af hvorfor opsøger han faderens tidligere arbejdsplads, OsCorp, hvor farmand arbejdede som forsker. Her bliver Peter bidt af en edderkop, der er del af et større DNA-eksperiment, og så begynder der at ske løjer. Han bliver pludseligt ualmindeligt stærk, og han kan tilmed let gå op og ned ad vægge. Og så kan man jo lige så godt bruge ens kræfter til noget nyttigt, såsom at trække i et spandex-kostume og ændre ens identitet til Spider-Man – en vaskeægte superhelt!
Jo, vi har både hørt og set det hele før, og derfor er det mest nærliggende spørgsmål i forbindelse med denne nye version netop, hvor behovet for en ny Spider-Man filmatisering kommer fra, når nu Sam Raimi gjorde det så godt med Tobey Maguire i titelrollen i både 2002, 2004 og 2007? Det spørgsmål bliver ikke besvaret i “The Amazing Spider-Man”, selvom de dog prøver at rokke lidt ved den kendte opskrift med nogle nye ingredienser, der dog ikke er særligt markante. Peters voldelige skolebisse er flink nok på bunden, og Peter er i langt højere grad en enspænder i skolen… Der er dog ikke just tale om revolutionerende, nye tiltag, der retfærdiggør en genindspilning.
[image=62430]
Når det så er sagt, så er Andrew Garfield dejlig kikset og elskelig som Peter Parker, Emma Stone er – som altid – en ren charmetrold her i rollen som Gwen Stacy, Sally Field er sympatisk som tante May, og Rhys Ifans er godt og grundigt lusket som faderens tidligere kollega, den sygdomsbetagede Curt Connors, der forvandler sig til den gruopvækkende kæmpeøgle The Lizard. De romantiske scener mellem Peter og Gwen er fyldt med den dragende sødme og forførende sexethed, som man også så i instruktør Marc Webbs tidligere film, “500 Days of Summer”, og måske er det også derfor, Webb har fokuseret så meget på kærlighedshistorien mellem de to. Han har tydeligvis haft større problemer med at sammensætte filmens spændingsmomenter, der er tunge at danse med og savner intensitet på trods af overbevisende computereffekter. Nej, der er ingen tvivl om, at Webbs primære fokus er på de to turtelduer.
Men det er altså svært at ryste følelsen af, at man har hørt og set det hele før, og spændingsniveauet daler ofte, fordi plottet virker så genkendeligt, og uforudsigeligheden mangler. I denne version udviser Spidey dog én tendens, som han ikke gjorde i Tobey Maguires skikkelse: Han er slet, slet ikke lige så bange for at tage sin maske af. Faktisk virker det til tider som en pinsel for ham at beholde den på. En smule mere forsigtighed ville vist være passende for en superhelt, der gerne vil forblive anonym.
[image=64995]