Skulle man dømme ud fra traileren er “Ambulancen” blot endnu en action-komedie fyldt med påtaget dialog og dumsmarte bemærkninger. Heldigvis er filmen meget mere end det, og indeholder også et rørende drama og en fortælling med eksperimenter.

De to brødre Frank og Tim begår et bankrøveri. Røveriet går egentlig fint – problemet er bare flugten. Politiet er i hælene på dem, og de vælger at kapre en ambulance, der belejligt holder udenfor banken. De kommer af sted i fuld fart, men opdager først senere, at der bag i ambulancen befinder sig en døende mand og en ung sygeplejerske. Brødrene har røvet banken for at redde deres mor, der har kræft, og hvis sidste chance er en klinik i Tyskland. Så i takt med at de skal flygte fra politiet, der sætter alt mandskab ind på at fange dem, får de pludselig også andre ting at tænke på: Hvem skal leve og hvem skal dø? Moderen eller gidslet? Dilemmaet er gnisten, der driver filmen fremad. For de to brødre er meget forskellige; den afstumpede og grove storebror Frank har siddet i fængsel og haft en deroute af rang siden faderens død. Lillebror Tim er af den oprigtige, godhjertede støbning, der har taget sig af moderen i fraværet af far og Frank. Konflikter og fortidens spøgelser står i kø i de formentlig mest hektiske 80 minutter af de to brødres liv.

“Ambulancen” er Laurits Munch-Petersens spillefilmsdebut. Med filmen har han turdet en masse ting – at være både eksperimenterende og ikke nødvendigvis forfalde til letkøbt humor. Filmen foregår i realtid, og de 80 minutter det tager brødrene at begå røveriet og flygte er derfor de samme 80 minutter filmen varer. Al handling foregår i og omkring ambulancen. De to begrænsninger i tid og rum, er både filmens styrke og svaghed, for det kan være svært at få både handling og dialog til at gå op i en højere enhed, når der hele tiden skal [i]præsteres[/i]. Derfor er det heller ikke de små følelser, der diskes op med – nej, vi kommer godt rundt i hele registeret samt hovedpersonernes fortid. For at bevare troværdigheden og ikke hægte os helt af historien, går dialogen flere steder i tomgang samtidig med, at der lige skal være plads til et grin og et pusterum. Det er tilgiveligt, og måske også tiltrængt, da “Ambulancen” kører derud af i et hæsblæsende tempo hele vejen.

Kommer vi til skuespillerne skal det først og fremmest nævnes at Thomas Bo Larsen har sin bedste filmrolle længe. Han spiller den afstumpede Frank med en fremragende fornemmelse for, hvordan man kæfter op på den helt rigtige måde og viser følelser uden at det bliver for meget. Han går fremragende i spænd med Paw Henriksen, der ligeledes er god, som den sympatiske, naive og til tider underlegne lillebror. Samspillet mellem de to er afbalanceret, og timingen af replikkerne for det meste lige i øjet. Som den unge engel af en sygeplejerske spiller Helle Fagralid solidt, hun er tilpas opofrende, og det lykkes hende faktisk at bevare en tilstand et sted mellem rørstrømsk og rædselsslagen. “Ambulancen” skal desuden også hædres for sin flotte billedside. Der veksles mellem fantastiske nærbilleder og opfindsomme vinkler, og det begrænsede rum er udnyttet helt formidabelt.