[b]Familiens sorte får[/b]

Amerikanerne bærer på en lang og hæderkronet tradition, når det kommer til mere eller mindre autentiske portrætter af hedengangne gangsterbosser i storbyernes – af en eller anden grund særligt New York – kriminelle og lurvede underverdener. Det siger sig selv, at Corleone-familien i den forbindelse ikke kræver nærmere præsentation.

Det gør derimod den sorte Frank Lucas – spillet med overbevisende tilbagelænethed og stilren arrogance af en ofte halvtør Denzel Washington i nyeste gangsteropus “American Gangster”. Men som det eneste farvede overhoved for en stor narkoring med hovedsæde i Harlem får den midaldrende skuespiller imidlertid luft under vingerne og bryder ud af sit vanlige jeg. Med et spænd på godt og vel tredive år tegner Ridley Scotts “American Gangster” ud over personportrætterne – dem er der flere af – et portræt af udviklingen i det amerikanske samfund. Fra skidt til værre, vil onde tunger nok påstå, og det er sikkert ikke helt ved siden af.

Mens Lucas overtager sit imperium fra den i visse kredse velansete Mr. Bumpy Johnson efter dennes død, raser Vietnamkrigen i Fjernøsten og antikrigsdemonstrationerne tilsvarende i amerikanernes egne forhaver. Og Scotts kritik af kapitalismen og kommercialismen lurer da også imellem den hvide bevidsthedsudvidende sne, som på fordækt vis gør den sorte gangsterleder til en særdeles holden mand. I hvert fald så længe krigen raser uden for landets grænser. For med kontakter blandt de menige, der bliver sendt til fronten, er det ingen sag at hente store partier rendyrket narkotika hjem til de hungrende amerikanere. Enkelte vil det dog anderledes. Heriblandt Russell Crowes kontroversielle kriminalbetjent og jurastuderende Ritchie Roberts, der særligt efter fundet af sin afdøde partner – han døde af en overdosis – sætter hårdt mod hårdt og vil have storskurken bag lås og slå.

Det er en ustruktureret magtkamp mellem venner og fjender og mellem to magtfulde mænd, hvor vinderen skal findes i den mest udholdende af de to. Begge har rodede kærlighedsrelationer, og filmen understreger da også tressernes opgør med de fastforankrede kernefamilier og overgangen til en mere fragmentarisk livsførsel. Stofferne, bedre kendt under det velklingende brand “blue magic”, jages af begge mænd, men med helt forskellige forudsætninger. Man skulle dog mene, at Frank Lucas umiddelbart kan benytte sig af en indirekte fordelsregel taget med i betragtningen, at det amerikanske politi er gennemsyret af korruption, bedrag og sågar stofkriminalitet.

“American Gangster” er en film om moral eller rettere manglen på samme. Succes giver som bekendt venner og velbeslåethed, mens fiasko giver både armod og fjender. Så selvfølgelig er det kun ganske få, der ønsker at pudse glorien i et univers, hvor enhver er sig selv nærmest. Og dermed lægger Scotts seneste film sig i fin forlængelse af sine utallige forgængere inden for genren, men af samme grund bliver “American Gangster” heller ikke den fornyende storfilm, man kunne have håbet på. Skal der tales om decideret forfriskende tendenser, må det fortrinsvist baseres på gangsterbossens hudfarve. Angiveligt hører den virkelige og nulevende Frank Lucas til en af de eneste og højestagtede farvede gangsteroverhoveder igennem tiderne.

Alligevel er det et ben med masser af kød på. Underholdningen er i top, og det intense og opbyggelige drama mellem Lucas og Roberts er nok forudsigeligt set over en vis distance. Men alligevel fornemmes kampen på liv og død mellem to mænd, som undervejs begynder at lade sig fascinere af sporten i det spil, de begge er en del af. Sammen med et velkonstrueret manuskript er det nok største attraktion ved “American Gangster”, hvor man ganske lødigt kan diskutere, i hvor høj grad den amerikanske instruktør har holdt sig til de autentiske rammer. I hvert fald skeles der åbenlyst til den legendariske franske forbindelse, som i første omgang William Friedkin og siden John Frankenheimer billedliggjorde.

Underneden hviler hele tiden opgøret med slaveriet og opgøret mellem USA’s sorte og hvide dele af befolkningen. Skal filmens postulat tages for pålydende, har det ikke alle steder været lige vel modtaget, at en farvet mand med rødder blandt slaverne bliver leder for en kriminel organisation og tjener så mange penge, at den hvide mand bukker sig i støvet. At de økonomiske facetter er tilvejebragt på uhæderlig vis er en mindre detalje, som både politi, politikere og andre byspidser ser igennem fingre med.

[b]Video[/b]

Billedsiden i “American Gangster” er imponerende, står knivskarpt og gør god brug af de forhåndenværende muligheder. Der fornemmes en anelse blødhed hist og her og ditto enkelte tilfælde af edge-enhancement i filmens lysere scener. Men udtværinger, digitale forstyrrelser eller anden form for støj forekommer ikke, og både kontrast og farvetemperatur er stabile hele vejen igennem.

[b]Audio[/b]

Tilsvarende er lydforholdene i orden. Det engelsksprogede DTS-HD Master Audio 5.1 gør god figur og trakterer med en tydelig dialog, som aldrig skæmmes af overstyringer eller unødvendigt drukner i den stemningsfulde underlægningsmusik. “American Gangster” har mange actionfyldte sekvenser, så der skortes derfor ikke på vellykkede lydpanoreringer eller distinkte effektlyde, ligesom atmosfæren grundlæggende er godt gennemarbejdet.

[b]Ekstramateriale[/b]

Lovprisende ord kan også kun falde om det omfattende ekstramateriale. Utallige interviews, featuretter, bag om kameraet-optagelser og tv-indslag kommer rundt i alle afkroge af og om “American Gangster”, både foran og bagved kameraet. Derudover er der fraklippede scener, trailere og musikvideoer, og så kan filmen også ses i både censureret og ucensureret version. Vælg selv, og døm selv.