Filmz
Amityville Horror, The

The Amityville Horror

Medvirkende:

Ryan Reynolds, Melissa George, Jesse James, Chloë Grace Moretz, Rachel Nichols, Jimmy Bennett, Philip Baker Hall, Danny McCarthy, Isabel Conner, Brendan Donaldson, David Gee, Rich Komenich, Annabel Armour, Nancy Lollar, José Taitano, Lenore Thomas, Jenny Strubin, Dorian Kingi

Instruktør:

Andrew Douglas

Filmlængde:

90 minutter

Genre:

Gyser, Gyser

Amityville Horror, The

“The Amityville Horror” er endnu et remake med potentiale, fordi den ikke begår den udbredte fejltagelse at tage afsæt i et klassisk mesterværk men i stedet en film, der uden problemer kan overgås: den oprindelige “Amityville” fra 1979. Og med folkene bag den egentlig ganske hæderlige genindspilning af “Texas Chainsaw Massacre” bag løjerne, kunne man have håbet på lidt af samme skrækindjagende skuffe. Men man efterlades i stedet skuffet.

[image=12151]

Takket være producer Michael Bays pengepung bliver der ikke sparet på de flotte, dragende billedkompositioner eller på den bombastiske lydside. Men der bliver desværre lidt for ofte sparet på uhyggen. Filmen synes at være mere interesseret i at overbevise publikum om, at den er baseret på en sand historie (folk med interesse i historien om Amityville-huset vil vide, at det er 99 % pure opsind og opreklameret vås) i stedet for at koncentrere sig om gys og gru. Der går dog ikke lang tid, før filmen kommer i omdrejninger, og især karismatiske Ryan Reynolds får os i det mindste til at investere os i personernes hårde strabadser – selvom børneskuespillerne er lidt af en blandet landhandel.

Men tandhjulene, der styrer plottets fremdrift, bliver for ofte blokeret. Midterdelen er domineret af klichefyldt tomgang, fyldt med overflødig snak om åndelig overtagelse, eksorcisme og døde indianere. Bevares, klicheer er ikke nødvendigvis utilladte (især ikke i gysergenren, hvor de ofte kan gøre løjerne endnu mere morsomme), men her synes de at være blevet kastet ind af mangel på bedre materiale og ideer. Hverken chok eller twists kommer uventet, og slutningen er et fladt antiklimaks, der placerer et endegyldigt punktum på en sidste akt, der langsomt og kedsommeligt er feset fuldstændig ud. “Amityville” er ofte visuelt bedårende og byder på op til flere solide chok, men man forlader filmen med en klar fornemmelse af, at dens bagmænd godt kunne have præsteret noget mere. Et bedre overblik og mere kompromisløs ambition ville have styrket filmen betydeligt. Øv.

[image=12158]

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Amityville” ser desværre en lille smule for blød ud på dvd. Derudover synes der under flere af filmens panoreringer at opstå lidt udtværing. Kontrasten halter af og til også en anelse, med forekomst af korn og manglende detaljer i et fåtal af mørke skud. Men farverne virker tilpas kolde og varme i hhv. filmens varme dagtime- og trykkende nattescener. Ingen digital støj eller edge-enhancement.
Audio”Amityville” dvd’en er udstyret med både et Dolby Digital 5.1 spor og et DTS 5.1 spor. Og ligesom de fleste andre moderne gysere, der udgives i øjeblikket, lyder filmen glimrende. Knirken, hvisken, torden og vind lader sig høre i alle kanaler på effektiv vis, og der er masser af effektive, naturtro panoreringer og en solid bund, der alle styrker filmens myrekrybsinducerende atmosfære. DTS-sporet vinder i sidste ende dysten imellem de to spor, da det byder på en lidt større auditiv detaljerigdom. Gysergenren bliver ofte beskyldt for at være filmtræets kedeligste gren, men på lydfronten er det ofte den mest spændende.

[image=12152]

EkstramaterialePå disc 1 af denne 2-disc udgivelse finder vi et kommentarspor med skuespiller Ryan Reynolds og producerne Andrew Form og Brad Fuller. Det er lidt ærgerligt, at to af filmens mest prominente bagmænd, producer Michael Bay og instruktør Andrew Douglas, ikke er til stede. Men sporet er nu stadigvæk ganske fornøjeligt. Snakken ender af og til i den prætentiøse ende af skalaen, men Reynolds får ofte sporet ned på jorden med en herlig portion (ofte mildt selvnedladende) humor. De tre gutter synes også at have godt kendskab til Douglas’ intentioner med filmen, så hans fravær mærkes ikke så tydeligt.

Udover traileren til “The Amityville Horror” indeholder discen også trailere til “Asylum”, “Immortal”, “Submerged”, “Match Point”, “Saw II” og “Good Night, and Good Luck”.

Disc 2 indeholder først og fremmest otte slettede scener. Et par af disse er omtalt på filmens kommentarspor, og det er også muligt at se de slettede scener med kommentarer fra de samme tre deltagere som på hovedfilmens kommentarspor. Desværre er scenerne ikke præsenteret i særlig god kvalitet (de er ikke engang kodet anamorphic), men flere af dem er ganske interessante, om end korte. En lille scene, hvor familien skåler med hinanden for at fejre indflytningen i deres nye hus, kunne have tilført karaktererne et ekstra lag eller to.

[image=12155]

“Supernatural Homicide – Discussion of the DeFeo Murders and What Really Happened” (17 minutter) handler om de virkelige begivenheder, som lægger til grund for filmens historie. Flere forskellige folk bliver interviewet, inklusiv Amityvilles daværende politichef og en forsker i det paranormale. Den er interessant og stemningsmættet, men lidt for kort, overfladisk og åbenlyst manipulerende.

“The Source of Evil – Making of Featurette” (26 min.) handler til gengæld om selve filmen og dens tilblivelse. Her hører man bl.a. for første gang Andrew Douglas og Michael Bay udtale sig om filmen. De bliver ledsaget af adskillige producere, skuespillere og andet godtfolk. Den er ikke helt så overfladisk som den gængse, under-30-minutter-lange featurette, men man efterlyser alligevel lidt mere snak om filmens tekniske facetter.

“Multi-Angle On-Set Peek” (24 min.) har en lidt misledende titel. Man skulle tro, at man ville få lov til at studere flere af filmens scener fra forskellige vinkler. I stedet er der tale om et sammensurium af bag-kameraet optagelser. Rodet, men med sporadisk morsomme øjeblikke.

Tre billedgallerier runden pakken af.

[image=12150]

Kort om filmen

Året er 1975. George og Kathy Lutz og Kathys tre børn flytter ind i et elegant hus på Long Island. Hvad de ikke ved er, at kun et år tidligere blev fem bestialske mord begået i selv samme hus, da Ronald DeFeo Jr. dræbte sine forældre og søskende med en riffel. Det varer da heller ikke længe, før familien Lutz kommer ud for skrækindjagende oplevelser i deres nye hjem: Jody DeFeos spøgelse viser sig, lemlæstede kroppe dukker op, og overalt høres spøgelsesagtig hvisken. Særligt George lader sig påvirke af de overnaturlige fænomener, og hans besættelse gør ham til en fare for resten af familien. Den lokale præst advarer Kathy om den overhængende trussel, men kan familien nå at forlade huset, før de hævngerrige ånder får kontrollen over George og forvandler ham til et dødeligt våben?

Ads by MGDK