[b]Kunstnersjælens latterlige lidelser[/b]

Vores kultur bugner af fortællinger om overfølsomme kunstnersjæle, der føler sig så fremmede og misforståede i verden, at de til sidst tager deres eget liv. Fra Vincent van Gogh til Kurt Cobain er kunstnere, som har taget deres eget liv, blevet genstand for en mytologisering og er derigennem blevet ufrivillige rollemodeller for den forskruede tanke, at en sand kunstner er en lidende kunster. I Jessica Hausners “Amour Fou” får den fortærskede, romantiske kunstnermyte en skarp tragikomisk genfortælling med den tyske digter Heinrich von Kleists dobbelte selvmord med Henriette Vogel som omdrejningspunkt.

“Amour Fou” er løst baseret på historien om den virkelige Heinrich von Kleist (1777-1811). Han tog sit eget liv, som det var fashionabelt at gøre i romantikkens Tyskland i kølvandet på Göethes roman “Den unge Werthers lidelser”, hvor en ung mand begår selvmord som følge af ulykkelig kærlighed. Historien om Kleist afslører med knivskarp – og overraskende komisk – præcision det narcissistisk, opstyltede og ufrivilligt morsomme i den åh-så-lidende Heinrichs idealisering af selvmordet.

Heinrich vil nemlig ikke blot begå selvmord. Han vil begå selvmord med en anden. Han søger en partner, ikke i livet, men i døden, som han udtrykker det. En kvinde, der er villig til at give afkald på sit liv for at tage del i hans død. Han ser helst, at det bliver den fornemme Marie. Men hun afviser hans mærkværdige forespørgsel med en hånlig latter. Derfor vender han sin opmærksomhed mod den gifte Henriette, i hvem han aner en sensibilitet, der måske gør hende værdig som dødspartner. Den groteske jagt på en kvinde, der er villig til at gå i døden med ham, er komisk i den måde, den udstiller det banale og selvoptagede i det, som Heinrich selv betragter som en ophøjet og idealistisk handling.

Der er en slående modsætning mellem den hyperfølsomme Heinrich og instruktør Jessica Hausners visuelle udtryk, som er køligt betragtende, nærmest distanceret. Kameraet er statisk, der er ingen underlægningsmusik, og mange af de smukt komponerede tableauer ligner stilleben-malerier, hvor genstande og karakterer nøgternt registreres uden den store pomp og pragt. Stilen er følelsesmæssigt underspillet. Karaktererne taler derimod et svulstigt, højtravende tysk om afgrundsdyb melankoli og romantiske idealer. Kameraet ser apatisk til, mens karakterene søber i [i]weltschmerz[/i]. Christian Friedel spiller Heinrich så skrøbeligt, at de kronisk ængstelige ansigtsfolder efterhånden begynder at ligne en karikatur.

Jessica Hausner betegner selv “Amour Fou” som en romantisk komedie. Det er netop det romantiske, der er det komiske. De store følelser fremstår latterlige, når de betragtes med Hausners kølige blik. Og det er faktisk befriende, at mytologien om den lidende kunstner for en gangs skyld pilles fra hinanden uden skyggen af ærbødighed. Selv om den tyske romantik efterhånden er blevet ganske altmodisch, så lever bevægelsens kunstnermyte videre i bedste velgående. Se bare “Cobain: Montage of Heck” fra tidligere i år, hvor vi bl.a. møder Kurt Cobain som et ensomt, lidende, genialt, men overfølsomt gemyt, der i sidste ende var for sart til denne verden. I “Amour Fou” er det snarere den ensomme Henriette, der er den tragiske skikkelse. Hun lader sig forføre af Heinrich romantiske selvmordspladder, som giver en slags mening til hendes meningstomme tilværelse.