filmz-Angel Eyes “Anklaget” er et intenst familiedrama, der æder sig gennem marv og ben på tilskueren, og holder én fast i et jerngreb hele vejen igennem filmen. Den er lige så knugende som den er uforudsigelig, og vi får serveret en historie, der er både kontroversiel i sit emnevalg, men også i formidlingen af selve handlingen. Kim Fupz Aakeson har stået for manuskriptet, der er hans bedste til dato. Her er ingen nemme løsninger, skabelonagtig fremdrift eller formildende hverdagshumor – kort sagt en historie, der udfolder sig som en labyrint, og hvor usikkerheden venter bag hvert et hjørne. Det er en film, hvis handling ikke bør uddybes, af frygt for at røbe for meget, men det er noget af det bedste dansk film har set længe!
[image=7939]
Dette er Jacob Thuesens debut som spillefilmsinstruktør – han har før hovedsagelig arbejdet som klipper, bl.a. for Lars von Trier på “Riget” og Thomas Vinterberg på “It’s All About Love” – og hvilken debut! “Anklaget” er både i sin fortælling, sit skuespil og i sin tekniske udfoldelse suverænt udført, og det er især forfriskende at se, at instruktøren har turde eksperimentere med lyd og billede. Hele historien er centreret omkring Troels Lybys karakter Henrik og det mareridt, han snart befinder sig i. Dette understreges af både lyddesign og fotografi, som til tider antager en næsten subjektiv form. F.eks. forstærkes rummets naturlige lyde og anden baggrundsstøj i mange scener, hvilket er med til at bringe tilskueren ind i hovedet på Henrik og det kaos, han oplever.
I det hele taget er lydbilledet i “Anklaget” meget fremtrædende og særdeles elegant udført. Det tilfører filmen en grad af nærvær, som kan mærkes på kroppen. Lyddesignet væves smukt sammen med filmens score, som er tilpas afdæmpet, men dog alligevel enormt fængende i sit skift mellem mere melankolske passager og følelsen af snigende uro. Indimellem leder det sågar tankerne hen på lydsporet fra en David Lynch film.
Filmens visuelle del spiller fint sammen med lydsiden, og kameraet giver sig tid til at komme tæt ind på sine objekter. De lange glidende kamerature, opfindsomme billedbeskæringer, den malende lyssætning samt brugen af elementer ude af fokus, markerer alt sammen, at den klassiske dogme-fotografering har fået et forfriskende ansigtsløft og tilfører filmen en slags poetisk ro og eftertænksomhed. Især brugen af dvælende øjeblikke, hvor man f.eks. iagttager lysets langsomme vandring over bordet i arresten, virker næsten magnetiske i deres tiltrækningskraft.
[image=7936]
Skuespillet er solidt, og især Troels Lyby markerer sig stærkt i den altdominerende hovedrolle. Det er en svær rolle, da det er en karakter med mange lag og et meget ambivalent følelsesliv, men Lyby spiller Henrik med en fin fornemmelse for alle facetterne, og gør ham både troværdig og medrivende. Det er en kraftpræstation som lyser op på lærredet, selv i de mere stille scener. Sofie Gråbøl giver ham flot modspil som Henriks kone Nina, der finder sig selv fanget i et ubehageligt dilemma, men prøver at holde sammen på stumperne. Derudover udmærker både Paw Henriksen og Kirstine Rosenkrands Mikkelsen sig som henholdsvis Henriks trofaste ven og kollega Pede og Henriks og Ninas datter Stine.
Det er modigt af “Anklaget” at behandle et så alvorligt og ubehageligt emne som incest. Men det er dog sagens udvikling og de mange drejninger plottet tager, som gør filmen særlig og adskiller den fra andre af slagsen. Det er en film om skyld og løgn, men den er ikke ensidig, og der tages ikke entydigt parti. Det er samtidig i ligeså høj grad et portræt af en mand, hvis tilværelse ramler sammen, og hvor konsekvenserne af en retssag spreder sig som ringe i vandet. Historien er til tider rå og ubehagelig i sin skildring af personerne, men den er ærlig og tør belyse emnet fra flere sider. Filmen viser med al tydelighed, at dansk film, og især nye danske instruktører, efterhånden tør give sig i kast med historier og stilistiske virkemidler, som er forfriskende anderledes.
[image=7938]
