[b]Tilgivelse i kærlighedens navn[/b]

“Anna Karenina” er en roman, der er vant til at blive filmatiseret. I denne nyeste udgave har instruktøren Joe Wright haft en anderledes tilgang til den klassiske historie, men på trods af hans imponerende nytænkning, er denne nyfortolkning af en klassisk fortælling desværre endt som en meget pæn film, der ikke formår at vække de store følelser.

Vi er i Rusland i slutningen af det nittende århundrede. Anna Karenina befinder sig i et trygt ægteskab og har en velhavende position i det russiske aristokrati. Men så møder hun den unge, forførende Vronskij, og de forelsker sig hovedkulds i hinanden. Overbevist om, at hendes mand og resten af det højtstående samfund vil tilgive hende, efterlader Anna alting for at hengive sig til en hæsblæsende kærlighed, der både opliver og langsomt kvæler hende.

Alting er melodramatisk i “Anna Karenina”, og det er netop pointen. Langt de fleste scener udspiller sig på en scene, og skuespillet er lige så teatralsk, som det man tit støder på på de skrå brædder. På grund af denne [i]dramatiske[/i] skuespillerform fanger kærlighedshistorien mellem Vronskij og Anna på ingen måde. Det er bestemt ikke, fordi Wright ikke kan skabe en stærk kærlighedshistorie (det beviste han med både “Soning” og filmatiseringen af Jane Austens “Stolthed og fordom”), men ved at lade sine skuespillere agere, som om de står på en scene, skyder han sig selv i foden. Det bliver simpelthen for utroværdigt, og ydermere tror man bare ikke på de følelser, der udvikles mellem personerne.

Som i “Soning” er lydeffekterne også her i højsædet. Når Anna eksempelvis blafrer med sin vifte, skaber hun samtidigt et mindre jordskælv rundt om sin krop, der får grumme forudanelser til at danne sig. Også filmens sceneri er overordentligt smukt. Scenen, hvor Anna og Vronskij danser for første gang, illustrerer, hvor dygtig en instruktør Wright kan være. En tom balsal, smukke kostumer, storladen musik og godt skuespil gør dette et gribende kærlighedsoptrin. Når Wright samtidig lader hele sin historie udspille sig på en teaterscene, er det tydeligt, at han prøver at skabe en ny identitet for historien om Anna Karenina. På papiret er det da også en opfindsom og smart tilgang til en film, hvis indstilling netop er som tilstanden i datidens Rusland, hvor rollerne i samfundet blev mærket af, om man var “i scenens rampelys” eller ej. En umiddelbart interessant idé, men den gør nu også filmen til en noget forstilt affære.

Tilgivelse er det store tema her, og det kommer på tale i samtlige scener. Vi skal jo helst ikke komme i tvivl omkring, hvem der tilgiver hvem, og hvem, der kan man leve med den tilgivelse. Men selvom vi bliver stopfodret med disse betragtninger gennem filmens 129 minutter, føler man aldrig, at man serveres stof til nærmere eftertanke. Og når filmen samtidig lider under et gevaldigt [i]fejlcast[/i] i form af en underligt feminin og nisselignende Aaron Taylor-Johnson, der spiller Vronskij, begynder frustrationerne at hobe sig op.