[b]Den stilfærdige lykke[/b]

Det er svært at forestille sig, hvordan en film som “Another Year” på nogen som helst måde kunne sælges som filmkoncept: [i]”Her er en historie om et ældre sympatisk ægtepar, som vi følger over fire forskellige dage på fire forskellige årstider. Der sker ikke så meget.”[/i].

Til alt held er det Mike Leigh, der står bag denne film, og han har om nogen en bemærkelsesværdig evne til at bruge hverdagens trummerum som det lærred, hvorpå han i al stilfærdighed maler et større billede. Vi inviteres til at overvære rolige selskaber i haven og hyggestunder med et glas hvidvin i hånden, men vi bydes også indenfor til en diskussion om, hvad lykke egentlig er for en størrelse. Hvorfor lader nogen til at få den i større mængder, mens andre spises af med småbidder?

Tom og Gerry har været gift i en menneskealder og har trods de mange år bevaret den gensidige forelskelse og deres lyse sindelag. De er den slags mennesker, man automatisk drages mod, og det gør deres omgangskreds også. Fremtrædende er især vennen Mary, der er en kvinde sidst i 40’erne, som taler begejstret om friheden og selvstændighed, men hvis ord undergraves af hendes alkoholindtag, der langt overstiger det, enhver lykkelig person drikker. Hun er altid i gang med en ny opskrift på, hvordan lykken skal erhverves, men til trods for at ordene lyder lidet overbevisende, lytter Tom og Gerry til hende uden at dømme. På besøg kommer også barndomsvennen Ken, men selvom han tydeligt er interesseret i Mary, er følelserne ikke gensidige, og hun afviser ham med en næsten fnysende afsky. Hun er til gengæld mere betaget af Tom og Gerrys tyve år yngre søn, som hun udvikler en temmelig upassende forelskelse i.

At træde ind i en film af Mike Leigh er næsten som atter at trække vejret frit, efter man længe har svømmet under vandet. Her er for en gangs skyld et frirum fra de indholdsløse plotdrevne film, vi ellers altid overdynges med, og man kommer i stedet ind i en filmverden, hvor de større temaer ikke trækkes ned over figurerne, men langsomt introduceres gennem vore hovedpersoner. Filmen lader forskellige løsrevne episoder udspille sig, og det er op til seeren selv at reflektere og stykke dem sammen til en større fortælling. Usædvanlig er hans film også i forhold til rollebesætningen. De fleste film bygger på mange måder op til en følelse af mindreværd ved at være befolket af folk, som er smukkere, rigere og mere succesfulde end én selv, men Leighs film adskiller sig markant på dette punkt og er i stedet befolket af mennesker, der på godt og ondt ligner dig og mig til forveksling.

Bag det hele ligger nogle overvejelser om lykkens natur. Er nogle fra naturens hånd udrustet med gener og miljø, der automatisk fører dem til den, hvorimod andre er tvunget til at søge mod misbrug og depression? Har vi selv mulighed for at skabe vores egen lykke, og hvis vi har, hvordan præcis gør man det?