[b]Graffiti-hulen[/b]

Der var engang, hvor [i]street art[/i] var farligt og lovløst. Og hed graffiti. I dag er kunstmaling fra spraydåse lige så vildt som en voksen med kasket. Derfor tager instruktør Morten BH os i “Anti” med tilbage til dengang, det netop var ‘anti’ og modkultur at male sit [i]tag[/i] på et S-tog inde i den store storby, København. Paradoksalt nok er anti-filmen “Anti” så ikke-anti, som den næsten kan være.

For der er ikke meget, der har ændret sig fra dengang, da Peter Reichhardt lokkede Mulle med medlemskab til hulen i “Zappa”. Det er over 40 år siden, at Bjørn skulle vælge imellem accept fra seje Steen eller venskabet med den mindre seje Mulle. I “Anti” er det Simon, der må vælge imellem seje Johan fra storbyen, som maler graffiti på S-tog med sit crew, Chaos, og så den meget lidt seje Frede fra Faxe Ladeplads. Han har store briller og rødt hår, hvilket næppe giver medlemskab til hulen.

Til gengæld vil jeg gerne give medlemspoint for forsøget med at sætte den her lav-budgetter troværdigt tilbage i tid til 1991. Særligt tøjet er ramt ret rigtigt med Oakland Raiders-kasket på Simon og rigeligt med denim og [i]college football[/i]-jakker på resten. Det er måske lige nyt nok, men den amerikanske inspiration var god nok. Man malede [i]tags[/i] og [i]pieces[/i] med sit [i]crew[/i], imens man hørte [i]hip hop[/i] som en anden [i]Fresh Prince of Bel Air[/i].

Men hvor 1991-looket egentlig gennemføres gennemført så er Morten BH’s stil anderledes ugennemført. “Anti” er fanget et sted mellem instruktør Boesdal Halvorsens slags DR2-satire med “A-klassen” og så de noter af “Gøgereden”-alvor, der var at spore i “Kolbøttefabrikken”. Fælles for dem alle er, at BH har en forkærlighed for de unormale – dem på dagpenge, på galeanstalten eller som her med dem, der maler Chaos på et S-tog, inden panserne kommer. Men den seriøse “Zappa”-pointe om, at gruppepres er skidt, og du ikke skal glemme dine ægte venner, bliver lidt som at tygge på en skovsnegl, når det ledsages af Morten BH’s trang til lyd og musik, der konstant gør opmærksom på sig selv. Lidt sjovt, lidt seriøst.

Ja, jeg kan fristes til at sige, at “Anti” ikke tager det en skid seriøst. Sådan cirka siger seje Johan sammen med andet replikstøj, som ingen sagde i 1991. Som f.eks. ‘grinern’. Mest af alt er det ikke særligt grinern, at “Anti” aldrig finder ind til fascinationen af graffiti-kulturen. Det handler om at sætte sit mærke. Der hvor ‘de voksne’, samfundet ikke vil have det. Imod parcelhus-pænheden i Faxe, hvor alt er ens, som statens røde S-tog, der trænger til noget forskellighed fra folkekunst på spraydåse.