Blot få sekunder inde i “Aquamarine” er der absolut ingen tvivl om, at der her er tale om en film, der er udtænkt, optaget og markedsført til piger, der endnu ikke er noteret for deres allerførste terminsprøve i folkeskolen. Hovedpersonerne er et par friske teenagetøser, som savler over livredderen på den lokale badestrand, flittigt hviner og jubler over de allermindste ting, og hvis pubertet gør det svært for dem at tale med de voksne. Pludseligt dukker der i nabolaget intet mindre end en ægte havfrue op, som med samme iver og begejstring som de to jenter bladrer talløse pigeblade igennem, debatterer scoretricks og drømmer om at få fingre i lokalområdets hotteste ungkarl.

Men selvom filmen ikke ligefrem fik denne anmelder til prompte at løbe ud og købe alskens ansigtsglimmer, øreringe og make-up for alle pengene, så formåede den da alligevel at underholde jævnligt. Filmen er baseret på Alice Hoffmans børnebog af samme navn, der på ganske nydelig vis kombinerer elementer fra den klassiske eventyrkanon og virkelighedens univers.

På nogle måder kan filmen sammenlignes med M. Night Shyamalans rørende, vidunderlige “Lady in the Water”, der også handlede om en eventyragtig kvinde, som gjorde entré i den virkelige verden, selvom “Aquamarine” slet ikke er i den samme filmiske liga. Men “Aquamarine”s fortælling besidder lidt den samme blåøjede charme, som var med til at gøre Shyamalans film til en så varm og bevægende oplevelse. “Aquamarine” har bestemt ikke den samme gennemslagskraft, men hvis man er villig til at tilsidesætte de betragtninger, som alderdommen har skabt, og trække ens indre barn ud af glemslens afkrog, bliver filmen klart lettere og sjovere at tygge sig igennem.

Men filmen er altså ikke helt bred nok i sin appeal. Forældre eller eventuelle mandlige kærester vil nok stirre på uret et par gange. Derudover er filmen (måske lige bortset fra slutningen) for forudsigelig, historien synes at gentage sig selv et par gange, og de døende minutters visual-effects er så lunkne, at de grænser til det distraherende. Skuespillet er derudover fint, men intet særligt. Men de komiske øjeblikke rammer for det meste plet, såsom da Aquamarine falder på en vej, og filmens unge livredder kommer hende til undsætning i super slow-motion med tilhørende fræk popmusik. Her er det svært ikke at grine højlydt – hvilket heldigvis også er intentionen. Det er øjeblikke som dette, der holder “Aquamarine” oven vande.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “Aquamarine” har et fint transfer. Især de lune farver, som varme Florida disker op med, fremtræder lækre og korrekte. Billedet er skarpt, men der er en snert af udtværing til stede – primært i nattescenerne. Edge-enhancement er ikke noget problem, og det samme er gældende for støv og snavs.

AudioAuditivt imponerer “Aquamarine” allerede fra første scene, hvor diverse navne bliver vist ovenpå et undervandsskud, som bliver suppleret af en fin, velmixet atmosfære og stemningsfuld, underfundig musik, som hele kanalnetværket er med til at præsentere. Men derefter bliver lydoplevelsen desværre en anelse mere ordinær, og man savner nogle gange lidt mere aktivitet og især mere bund. Mange af filmens pompøse popnumre havde haft godt af en anelse mere punch, men det engelske Dolby Digital 5.1 spor er stadigvæk et fint spor. Der er flere tilfælde af god atmosfære og fylde, og så er dialogen tilmed krystalklar.

EkstramaterialeDvd’en minder på mange måder om filmen: den byder ikke på særlig meget gods, men det, som er der, er ganske fornøjeligt. Skivens nok mest ligegyldige stykke ekstramateriale er en introduktion til filmen af instruktør Elizabeth Allen. Den er ikke ligefrem informativ, da den varer (hold godt fast) sølle 12 sekunder.

Så er der 6 slettede scener. Hvis ikke filmen allerede var en anelse lang, kunne disse scener sagtens være blevet i filmen. Filmens ungdommelige fans vil især sætte pris på disse ekstra minutter i selskab med deres heltinder. “Awesome Auditions” (6 minutter) er et overraskende morsomt og afvæbnende kig på skuespillernes auditions. “Kickin’ it on the Set” (5 min.) er en omtrent lige så festlig montage bestående af diverse fraklip og optagelser fra kulisserne, hvor folk driver gæk med hinanden.