Premiere Surprise’-screeningen af dokumentarfilmen “The Aristocrats” resulterede i enorm væmmelse i hovedstadens Imperial-biograf. Hundredvis af biografgængere udvandrede fra den enorme sal, og rygterne vil vide, at flere af dem endda kastede op på vejen. Sandrew Metronome har endda taget konsekvensen af hændelsen og smækket en advarsel for folk med sarte nerver på dvd’ens omslag.

Men der er absolut ingen grund til at være nervøs, for “The Aristocrats” indeholder hverken djævlebesatte piger, brystkassesmadrende rumvæsner eller detaljerede nærbilleder af blodige operationer – filmen er i stedet én lang serie af klip med diverse komikere, som forsøger at fortælle den mest unødvendigt udpenslede, ulækre joke, de overhovedet kan. Joken er en slags “improvisationsjoke”, som starter og slutter med noget bestemt, men hvor komikerne så ellers har frit leje til at gøre midterdelen så lang og usmagelig som ønsket.

Joken starter med, at en familie møder en talentspejder og fortæller denne, at de har et særligt show de gerne vil turnere med. Til slut afslører familien titlen på deres show: ‘The Aristocrats’ – aristokraterne. Indimellem disse to dele befinder der sig improviseringsdelen. Vi ser mange både kendte og ukendte amerikanske komikere, der uden tøven inddrager incest, pædofili, dyresex, masochisme, samt spandevis af blod, opkast og afføring i deres entusiastiske forsøg på at overgå deres kollegaer i ubehagelig detaljerigdom. Blandt fortællerne finder vi folk som Jon Stewart, Robin Williams, Whoopi Goldberg, Andy Dick, Carrie Fisher og mange andre.

Men “The Aristocrats” udarter sig selv hurtigt til at blive lidt ligesom en joke, der trækker for langt ud. Det bliver ofte trættende og ensformigt at høre på komikernes udlægninger. Men filmen har bestemt sine øjeblikke. Der er flere af de involverede, som formår at gøre deres perverse improviseringer underholdende og morsomme, hvor nogle desværre hverken vha. stemmen eller kroppen formår at gøre markant indtryk. Filmens højdepunkt er måske scenen, hvor en mimeaktør udfører ‘vitsen’ uden tilhørende lyd (lidt af en genistreg, egentlig). “The Aristocrats” er ligesom en lang, udførlig joke, hvor man ofte griner med, mens man i spænding afventer en forrygende punchline. I “The Aristocrat” kommer den punchline aldrig, men man skal alligevel være meget kynisk for ikke at trække kraftigt på smilebåndet en gang eller ti.

VideoPræsenteret i 1.33:1 Full Screen format. “The Aristocrats” blev skudt på video og tydeligvis ikke udset til at se rigtig godt ud. Transferet har en hel del udtværing, ofte grundet stærkt varierende lysforhold. Kontrasten er knap så stabil. Gryn, edge-enhancement og artifacts er der også masser af, mens billedsiden dog for det meste er skarp. Havde der været tale om en kostelig blockbuster, havde det her været fuldstændig uacceptabelt. Men “The Aristocrats” er bare en lille, billig dokumentar, hvor det visuelle aldrig er i højsædet, så transferet (der ligner et godt VHS-transfer) er til at leve med. Ifølge IMDb skal filmen præsenteres i billedforholdet 1.85:1. Men det lader til, at filmen oprindeligt er skudt i 4:3, og det er også det format, som filmen bliver præsenteret i på den amerikanske dvd-udgivelse, så vi tager det for gode varer.

AudioDvd’en byder på et enkelt Dolby Digital 2.0 lydspor. Der er ikke meget andet end filmens dialog at tage fat på, og grundet det billige optageudstyr er den ikke altid lige ren og er en sjælden gang imellem plaget af minimal overstyring. Derudover kunne den godt have haft en lidt bedre klang – den lyder lige lovlig tynd. Men den er for det meste tydelig, og det er vel egentlig det vigtigste.

Ekstramateriale”Behind the Green Room Door” (16 minutter) er en god, kort dokumentar, hvori flere af komikerne fra filmen fortæller om deres egne joke-favoritter. Den er måske endda morsommere end selve hovedfilmen – måske fordi den kender sin besøgstid lidt bedre.

“Ball Sack Follies” (3 min.) er en animeret udgave af en af “Aristocrats”-vitserne.

I “Flap Jack” (7 min.) klæder en komiker sig ud som en klovn, der i høj grad ligner et medlem af Kiss. Han bruger dernæst en del tid og energi på at fortælle forskellige udgave af “Aristocrats”-vitsen til diverse tilfældige mennesker, der for det meste morer sig gevaldigt.

“The Aristocrats Do The Aristocrats” (5 min.) tager klip fra adskillige komikeres udgaver af vitsen, til nærmest at skabe én samlet joke.

“For Johnny Carson” (2 min.) synes ikke rigtig at handle om komikeren Johnny Carson, men blot at indeholde en ultrakort hyldest til den afdøde herre og flere morsomme kommentarer.

Så har vi “The Aristocrats: Behind the Scenes” (91 min.). Denne enorme ekstra dokumentar minder en del om hovedfilmen, er omtrent lige så god og endda lige så lang! Det er ligesom at have en hel ekstra film at gøre med, og fans af hovedfilmen vil med garanti elske denne dokumentar, der indeholder endnu flere frastødende jokes, væmmelig snak og – ikke mindst – god humor. Vi ser bl.a. mere med filmens talentfulde mimeaktør, en ustoppelig og fabelagtig Gilbert Gottfried, samt selveste Terry Gilliam – hvis interview desværre mangler lyd, da instruktøren havde glemt at tænde for mikrofonen. Ups.

Som om alt det ikke var nok, så har instruktør Paul Provenza og producer/komiker Penn Jillette indtalt et energisk og medrivende kommentarspor. Det er læsset med herlig, afvæbnende selvironi og fine anekdoter omhandlende både filmen og komediebranchen.

Til slut finder vi filmens trailer.

Overall”The Aristocrats” er bestemt ikke for alle. At løbe arrigt væk og brække sig på vejen er måske en lige lovlig voldsom reaktion, men der er nok nogle, som forståeligt vil føle sig en smule stødt. Filmen rammer lige så ofte ved siden af, som den rammer plet. Høj-tolerante folk med affektion for skumle vitser vil garanteret fornøje sig hjerteligt i selskab med filmens mange, komiske talenter. Og nogle vil bare runde filmen af med et skuldertræk og en lur. AV-præsentationen vil næppe imponere nogen som helst, men ekstramaterialet er et fremragende supplement til filmen og godt nok til at gøre denne dvd til et anbefalet køb til enhver nysgerrig sjæl og uden tvivl et must for enhver komiker (potentiel eller reel) eller komediefanatiker.