Charmerende, men forglemmelig stiløvelseFarvel og tak til Luc Besson. Den franske filmmager har i en relativ ungdommelig alder af 48 år angiveligt valgt at indstille karrieren som instruktør, så familiefilmen “Arthur og Minimoyserne” bliver altså mandens sidste tjans i instruktørsædet. Besson vil dog naturligvis fortsat arbejde som producer og spytte penge i ringe discountfilm og ekstremt unødvendige sequels – en beskæftigelse, han var været stærkt optaget af i årevis. Men på trods af, at Besson ikke har instrueret en god film i lang tid, og selvom “Arthur og Minimoyserne” er ganske acceptabel familieunderholdning, er det alligevel trist at se en forhenværende gigant runde karrieren af med noget så trivielt.
[image=20296]
Filmen er baseret på to børnebøger, som Besson forfattede for en håndfuld år siden. Hovedpersonen er den unge, opfindsomme Arthur (uforlignelige Freddie Highmore), som bor sammen med sin godhjertede bedstemor (en veloplagt Mia Farrow). Arthurs forældre er ude at rejse, og eftersom Arthurs bedstefar er forsvundet, kan bedstemoren ikke skrabe nok penge sammen til at beholde sin gård. Derfor må Arthur rejse til de magiske minimoyseres rige for at finde en enorm, mytisk skat. De såkaldte minimoysere er en langhåret og venligsindet race, som kun er få millimeter høje og i krig med den grumme Maltazard og hans aggressive hær. En skrumpet og nu computergenereret Arthur drager sammen med minimoysernes prinsesse og prins af sted for at finde skatten.
Det er næsten uhyggeligt, så god Freddie Highmore er i titelrollen. Hvor mange forholdsvis nykronede teenagere kan prale af at få stilfærdig, tårevædet gråd til at fungere og fremstå fuldstændig troværdigt blot få minutter inde i en film? Highmores gejst og utæmmede energi gør Arthur til en sympatisk helt, hvis strabadser man glædeligt følger, også selvom det kun er hans stemme, som optræder igennem en stor del af filmen. De forskellige kendisser, der har lagt stemmer til figurerne, har også ydet en god indsats, som giver deres computerskabte karakterer ekstra liv. Især skurkerolleindehaverne David Bowie og det komiske naturtalent Jason Bateman leverer deres replikker med frydelig væmmelighed.
[image=20300]
Minimoysernes særprægede univers afslører også, at selvom Besson ikke er en enestående historiefortæller, så fejler hans artistiske opfindsomhed ikke meget. De forskellige scenerier er måske ikke ligefrem overvældende smukke, og figuranimationen er ofte lidt stiv – men filmholdets computerspecialister har skabt en attraktiv, alternativ verden, og der er flere velanimerede spændingsmomenter. Bessons faste hofkomponist, Eric Serra, har dog for en sjælden gangs skyld ikke komponeret noget mindeværdigt score.
Det er ærgerligt, at historien ikke er nær så interessant som billederne. Selv af en fredsommelig familiefilm at være er forløbet særdeles forudsigeligt, og filmen viser egentlig bare en lang række næsten identiske flugtscener. Skurkene får ikke nok spilletid til at fremstå som en tilpas grufuld trussel, og filmen er lidt for lang tid om at komme i gang, ligesom dens sidste akt virker en tand for lang. Filmen er den dyreste franske produktion til dato, men skabte ikke megen profit, så Besson får formentlig ikke mulighed for at lave en ellers planlagt toer. Instruktørens karriere begyndte med et brag, men om få år er der nok ingen, som vil kunne nikke genkendende til titlen “Arthur og Minimoyserne”. Kan man hævde, at Besson stoppede [i]før[/i] legen blev god?
[image=20299]
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Transferets flotte farvegengivelse får gang på gang én til at tabe kæben, uanset om man sidder og studerer de farvesprudlende, grønne marker omkring Arthurs hus eller minimoysernes kulørte verden. Kontrasten er fuldstændig solid, og udtværing og edge-enhancement optræder aldrig. Digital støj, smuds og snavs hænder heller ikke, og billedet fremstår hele vejen igennem skarpt som et barberblad.
AudioAdskillige Dolby Digital 5.1 lydspor er inkluderet på udgivelsen, men kun det danske og engelske af slagsen er interessante. Begge spor udnytter samtlige højtalere på effektiv vis. Alle mixets elementer kommer tydeligt igennem, og der er en masse nydelige atmosfærelyde og veltimede panoreringer. Overstyring forekommer ikke. Mange vil formodentlig foretrække det engelske mix. Men både forældre og børn kan glæde sig over, at de danske stemmer er ganske gode.
EkstramaterialeUdgivelsen byder ikke just på en overflod af ekstramateriale. Der er et spøjst og blot to minutter langt interview med den computeranimerede minimoy, Arthur. Det henvender sig i høj grad til filmens målgruppe og foregår på fransk, men der er heldigvis undertekster. Derudover medfølger musikvideoen til nummeret “Beautiful Day” af den unge rapper Elijah, samt trailere til “Arthur og Minimoyserne”, “Far til fire – i stor stil” og “Hurlum haj” (som dæleme ser ringe ud).
[image=20295]