[b]Da talefilmen kom på mode[/b]

Det nyeste skud på stammen inden for decideret filmkunst er noget, som gik af mode for lang tid siden: En stumfilm. Nu er denne taleløse filmgenre blevet hevet op af skuffen og pudset af takket være “The Artist”, der er gennemsyret af charme og en udtalt forkærlighed for filmhistoriens forfader.

Året er 1927, og George Valentin er en stor filmstjerne. Med sin overlegne facon og indsmigrende smil charmerer han både kvinder og mænd, og kameraet elsker ham. Ægteskabet går måske ikke så godt, men George er ligeglad, for han har Hollywood i sin hule hånd, og hvad mere kan man ønske sig? Ved en tilfældighed møder han Peppy Miller – en bedårende pige, der har en stor drøm om at blive en succesrig, kvindelig pendant til sit store idol: George Valentin. Skæbnen vil, at det lykkes hende, men samtidigt med, at talefilmen gør sin store entré på Hollywoods stjernehimmel, driver George hen i glemslen på grund af sin dumdristige loyalitet over for stumfilmen. Disse nymodens talefilm har han kun hån tilovers for, men langsomt går det op for ham, at mens hans egen karriere langsomt kører af sporet, bliver Frøken Miller til en større og større stjerne.

“The Artist” er en stumfilm i sort/hvid. Dette i sig selv lyder som en farlig idé i disse 3D-tider, men det, der for alvor får “The Artist” til at fungere, er, at den har en ironisk, men samtidigt kærlig tilgang til den gamle stilart. Instruktøren Michel Hazanavicius leger med genren og gør det med et nærmest poetisk overskud, der gør, at man ikke kan undgå at flyde med og nyde “The Artist” gennem ethvert billede og enhver uhørlig lyd. Georges mareridt om støj er for eksempel et dristigt vink til et publikum, der er vant til at høre alting, og i første scene får vi da også et stående, jublende publikum serveret – men uden lyd. Alt sammen noget, der er med til at give “The Artist” en drilsk indfaldsvinkel til genren uden nogensinde at glemme den kærlighed, der helt sikkert har været grundlag for at lave en film, der kan virke anderledes i dag, men bestemt ikke havde været det i det herrens år 1927.

Det er især filmens enorme karisma og førnævnte charme, der redder “The Artist” fra at være en stum stiløvelse, der ikke kunne fortælles bedre med tale. Charmen kommer måske fra folkene bag kameraet, men al karisma stammer fra de tre hovedrolleindehavere: Jean Dujardin som George Valentin, Bérénice Bejo som Peppy Miller og, ja, hunden Uggie som Georges trofaste følgesvend. Ikke tit får man mulighed for at rose dyr i film, men dette er en sikker undtagelse. Det er svært ikke at føle en nærmest barnlig glæde, når man ser den lille skabning udføre sine fine tricks og redde dagen for sin herre gang på gang, uden at der dog nogensinde går [i]Lassie[/i] i den.

Alt er gennemtænkt ned til mindste detalje. Kostumerne er perfekte uden den mindste snert af utroværdighed. Det samme er samtlige kulisser, der ikke bare minder om, men nærmest fremstår som tro kopier af det gamle Hollywoods hovedattraktioner. Det er netop denne forkærlighed for filmverdenen fra fordums tid, der gør “The Artist” til en så vellykket oplevelse og en hjertevarm cadeau til filmmediet.