[b]Kampsport i gletsjer-fart[/b]

“The Assassin” er blevet kaldt en kampsportsfilm. På en måde er det en korrekt beskrivelse. På samme måde som et live-stream af indlandsisen, der smelter, kan kaldes en katastrofefilm. Det er bare ikke det, der normalt gemmer sig bag det genremærkat. “The Assassin” bevæger sig endnu langsommere, end indlandsisen smelter. Det er historien om en ung, kvindelig lejemorder med samvittighedskvaler i Tang-dynastiets Kina, hvor de få, men imponerende kampscener, bryder den næsten stillestående dvælen, der udgør størstedelen af de 105 minutters spilletid.

Er det monotont eller meditativt? Det afhænger af, om man er modtagelig for instruktør Hou Hsiao-Hsiens hypnose. Jeg selv gled fra den ene tilstand til den anden. Den sort-hvide prolog, hvor lejemorderen Yinniang med iskold og lydløs elegance skærer halsen over på en ussel fadermorder, slog en tone an, som skubbede min forventninger lidt på afveje. Noget med velkoreograferede kampscener. Spektakulær, smagfuld action af den slags, som asiatisk film har været storleverandør af i en årrække. “The Assassin” indeholder skam også den slags. Men kun i glimt.

Undertiden er lydsidens ensomme pulsslag det eneste vidnesbyrd om, at fortællingen ikke er flatlinet fuldstændig. Alt bevæger sig så slæbende, at Nicolas Winding Refns skildpadde, “Only God Forgives”, ligner en hare til sammenligning. Et bad forberedes for Yinniang. Den slags detaljer interesserer Hou Hsiao-Hsien enormt. Udramatiske øjeblikke fra det daglige liv. Der dvæles ved vandet. Ved sæber. Ved salte. Velduftede blade. Efterhånden blev jeg revet med ned i tempo. Billederne fik fat i mig. Og lod mig sjældent strejfe langt fra min hvilepuls.

Men af og til kommer der alligevel et hug, der får blodet til at pumpe lidt hurtigere i årerne. Et roligt øjeblik, hvor en korrupt politiker sover med sin søn, efter de har spillet bold og kigget på sommerfugle, bliver afbrudt, da lejemorderen pludselig daler ned fra loftet. Lydløst og let, nærmest vægtløst. Hun får medlidenhed med sit offer, da hun ser ham med sin søn. Uden stor ståhej afbryder hun sin mission, vender sig om, går med uforrettet sag. Det heldige offer benytter lejligheden til at kaste sit kæmpesværd mod hendes ryg, men hun afviser det i en glidende gestus med sin beskedne dolk. Pludselig, velorkestreret voldsomhed udført med vanvittig elegance.

Det er billederne, der er styrken. De er så stramt komponerede, at al den stillestående dvælen giver mening. Scenen, hvor lejemorderen, halvt skjult, indrammes af mønsteret på et stille blafrende, silkefint forhæng, mens hun lurer på sit næste mulige offer, er fantastisk smuk. De mange forhæng, der undertiden glider ind mellem kameraet og karaktererne, virker som et drømmende filter, der bidrager til den stille, svævende stemning. Det er svært dragende. Modsat karaktererne, som er så sparsomt udfoldede, at de mest af alt virker som en dekorativ del af scenografien. Men hvilken scenografi, det også er.