[b]Asterix gentrificeres i 3D[/b]

Det handler om modstand. Det har det gjort lige siden Ove Sprogøe for første gang lagde dansk stemme til Asterix i den franske tegnefilm “Asterix og han gæve gallere” fra 1967. Modstand imod besættelsesmagten, centralstyret eller bare imod forandring personificeret ved Romerrigets Kejser, Julius Cæsar. Det gør det også i 2015, hvor den nu første tegnede 3Dficering af de trylledrikkende gallere er kommet til verden i “Asterix: Byplanlæggeren”. Denne gang rammer den hårdtslående gallermodstand og samfundssatire opgøret imellem land og by, udkant og metropol, den rådne banan og højhusghettoen.

I modsætning til de to bedste af de i alt otte tidligere tegnede film – “Asterix og Kleopatra” og “Asterix indta’r Rom” fra henholdsvis 1968 og 1976 – så er “Asterix: Byplanlæggeren” ikke en rejsefilm. For gallerne. Det er romerne, der kommer til den bondefranske udkantsskov for at besejre det eneste folkefærd, som endnu ikke har ladet sig besejre af verdenshistoriens største imperium. Men denne gang ikke med sværd og hær. Det kan ikke lade sig gøre. Trylledrikken, du ved. De vil derimod vinde ved at forvandle land til by, galler til romer.

Men hvem gider flytte ud i et nybygget ghettobyggeri i udkanten af ingenting, når man bor i dejlige Rom? Den klarer Cæsar let med løvepression, man er vel kejser/hersker/diktator. Måske Bjarne Corydon kunne fylde op i Nakskov eller resten af udkanten på den måde? Cæsar må være et handlekraftigt idol for de fleste centralstyringer. Der dog bliver udfordret her i “Asterix: Byplanlæggeren”, men ikke så meget af Asterix og de andre sure gallere, der vil have byboerne til at rejse hjem til byen igen. Modstanden kommer primært fra egne rækker, hvor de høflige slaver kræver frihed, bolig og ordentlige arbejdsvilkår. De får de. Sammen med et påbud om at betale husleje, hvilket er samme beløb som den løn, de nu får for deres nye lønarbejde, som minder en del om deres gamle slavearbejde. Den satiriske pointe er blot en blandt flere.

Blandt de komiske klassikere og gengangere er den sikre brug af romerske navne. Gæt, hvad mon Slavepiskerus laver til daglig. Blandt nyhederne er sammenstødet imellem land og by. Fiskepriserne stiger ved hjælp fra store salgsskilte i den lille landsby, der nu er blevet turistattraktion med salg af vintageskjold og andet til den kreative klasse fra Rom. Imens flygter gallerne fra deres egen turistfælde til fordel for ghettobyen, hvor de så kan få lov til betale leje for hver deres kasse med udsigt over skoven. Gid, jeg havde udsigt over skoven fra min kasse.

“Asterix: Byplanlæggeren” scorer maksimum på satireskalaen. Det eneste, der for alvor mangler, er rejsen. Ned til Kleopatra, det gamle Ægypten. Eller op til briterne, der banker romerne ved at opfinde nationaldrikken, te. For Romerriget byder på så meget eventyr, så mange oplevelser for Asterix og Obelix med følgeskab fra hunden Idéfix, der for øvrigt betyder tvangstanke på fransk.