Jeg læste dem over årene med stor fornøjelse. I første omgang var det den umiddelbare slapstick humor der fængede, som f.eks. Obelix der slår de romerske legionærer ud af sandalerne, men senere forstod jeg den underliggende satire i tegneserien, og henvisningerne til alt muligt, fra Beatles til miljøpolitik. Netop det har været en af tegneseriens styrker: at den kan læses på mange forskellige niveauer og af forskellige aldersgrupper. Det element mangler desværre stort set i den nye filmatisering: “Asterix og vikingerne” er i stedet en lige-ud-af-landevejen børnefilm med begrænsede ambitioner, hvad angår historien.
[image=13571]
I selv samme landsby får Asterix og Obelix til opgave at lave en rigtig Mand ud af Provoix, en lille slapsvans fra storbyen, der hellere vil jagte piger end tæve romere. Provoix er desuden en kryster af format, så da vikingerne ankommer, antager de at han må være den frygtens mester de leder efter og snupper ham prompte med. Ombord på vikingeskibet møder han den gæve vikingepige Abba, der i modsætning til Provoix gerne vil være et rigtigt mandfolk, men som ikke må for sin far.
[image=13572]
Danske A. Films Stefan Fjeldmark og Jesper Møller er hovedkræfterne bag filmen, og det er lidt af et kup, at de har fået lov til at tage Uderzos klassiske tegneserie under behandling. A. Film har tidligere stået bag “Hjælp, jeg er en fisk” og “Terkel i knibe”. “Asterix og vikingerne” har kostet over 150 millioner kr. og involveret godt og vel 200 animatorer. Den er dermed den største europæiske tegnefilmssatsning nogensinde. De kræfter kan ses i dens særdeles flotte billedside, der sprudler af liv og energi. Som regulær tegnefilm i en tid overlæsset med amerikanske animationsfilm, er den visuelt et forfriskende bekendtskab.
[image=13573]