[b]Borte med kænguruen[/b]

Det er svært at komme i tanke om en nyere film, som virker mere skizofren end “Australia”, der så frygtelig gerne vil være en rigtig storfilm med mægtige vidder, superromance, cowboys, de rette budskaber og mystiske indianere – i dette tilfælde så australske aboriginere i stedet.

Ambitioner mangler så sandelig ikke i “Australia”, der, som titlen antyder, vil berette den store fortælling om det famøse sted. Til det formål er Baz Luhrmann blevet udstyret med et for landet [i]down under[/i] uhørt stort budget på 130 millioner dollars, og dermed har der været råd til at forsøge på at lave det australske svar på “Borte med blæsten”. Den definitive episke historie, der har det hele, og som kan ses af alle uanset køn, alder og baggrund.

Det er dog som bekendt noget lettere at have ambitioner end at indfri dem, men som filmen begynder, og kameraet laver sine første bevægelser over det grandiose landskab, skabes der unægtelig nogle forventninger om, at den kan løfte opgaven. Desværre bliver man klogere. Vi møder en gæv drover – hvilket er en slags freelancecowboy – og som i det tilfælde både er hans navn og stilling. Til det barske land kommer den engelske overklassefrue Lady Sarah, som arver en gård med kvæg og det hele, og som derfor hurtigt får brug for den førnævnte drover.

Derfra tager “Australia” form som en traditionel western, og den første halvdel af filmen handler blot om at føre kvæghjorden sikkert over det barske landskab. Den del af historien er langt den bedste og byder også på nogle ganske veludførte sekvenser. Hvis filmen blot havde koncentreret sig om at få den del til at fungere, havde den formodentlig været en mere helstøbt oplevelse, men i stedet fortsætter handlingen noget gumpetungt med historien om den spirende krig samt en forældreløs dreng, der er halvt aboriginer og halvt hvid.

Begrænsningens kunst er i det hele taget et talent, som denne film i høj grad mangler, og i sin iver efter mere, større og bedre kaster Luhrman alverdens elementer ind i filmen, til de effektivt drukner hinanden. “Australia” skifter tempo og stil, som vi andre skifter sokker. Indledningsvist er den karikeret og humoristisk som i en fjollet John Wayne-western, derefter bliver den straks mere dramatisk, og Kidman går fra hjælpeløs overklasseløg til hårdkogt kvægdriver på et spiltsekund. Samtidig vil filmen tages seriøst som en beretning om de undertrykte aboriginere; et budskab, der dog – uanset hvor sympatisk det end er – harmonerer dårligt med dens kulørte tone. Det føles næsten, som hvis man stødte på et “stop volden”-logo i en “Familie Journalen”-novelle. Hvis man vil forsøge sig med vægtige budskaber, bliver man nødt til at tage sin egen historie bare en smule mere alvorligt.