[b]Ud i det blå[/b]

Man må beundre James Camerons evne til gang på gang at gennemskue tidsånden og levere nøjagtig, hvad folk vil have på et givet tidspunkt. Instruktøren gjorde det i 1997 med “Titanic”, og nu har han gjort det igen med “Avatar” – en fremtidsfabel om marinesoldater, drabelige drager og blåfarvede rumvæsner, som har omsat for næsten tre milliarder dollars på verdensplan under den værste finanskrise siden børskrakket i 1920’erne. Wow.

Men har Camerons forretningssans fortæret hans kreative instinkter? Det skulle man næsten tro, når man hører, at han vil smide filmen i biffen igen for at tjene flere penge, og når manden også lancerer flere udgivelser af “Avatar” på hjemmevideo med blot få måneders mellemrum. Har Cameron gennemgået en George Lucas-lignende forvandling fra fejlfri eventyrmager til grådig kyniker med større interesse i finanser end fans? Så slemt står det nu ikke til. “Avatar” er langt bedre end Lucas’ tre seneste “Star Wars”-film, og Cameron har til forskel (og som sædvanligt) noget på hjerte.

“Avatar” fortæller historien om en gruppe grådige, magtfulde mennesker, som angriber det fredelige Na’vi-folk på månen Pandora for at få fat i de dyrebare mineraler, der befinder sig på deres territorium. Man behøver ikke en Ph.d. i historie for at forstå, at “Avatar” peger fingre af USA’s invasion af Vietnam og Irak samt selvsamme nations jagt på naturressourcer. Kritikken kommer ikke som et chok – canadiske Cameron trak således sin anmodning om amerikansk statsborgerskab tilbage, da Bush blev genvalgt i 2003. Selvom Cameron slår sine pointer fast med en overdreven ihærdighed, må man lovprise ham for at supplere sine storstilede actionsekvenser med bare en smule stof til eftertanke. Tag ved lære, Michael Bay.

Måske er det uretfærdigt at klandre “Avatar” for ikke at have lige så mindeværdige replikker som “The Terminator”, lige så troværdige helte og skurke som “Aliens” eller lige så følelsesladet drama som “Terminator 2″… Men det er oplagt at fremdrage de områder, hvor “Avatar” snildt kunne være blevet forbedret. Det havde virkelig klædt filmen med flere overraskelser. Det hjalp ikke ligefrem, at filmens trailer snarere var et resumé end en forsmag, men filmens fortælling “låner” samtidigt så ofte fra “Pocahontas” og “Danser med ulve” (blandt andre), at det er blevet svært at finde på nye jokes om de slående ligheder – der findes allerede utallige på internettet.

Pandora er en helt igennem overbevisende, computergenereret verden spækket med væsner, som fremstår lige så ægte som deres menneskelige ledsagere. Billed- og lydmæssigt er “Avatar” en milepæl, hvis man lige ser bort fra Leona Lewis’ skrækkelige titelsang og James Horners rutineprægede musik, som tyvstjæler fra hans eget “Ærens mark”-score. Ligesom i “Titanic” får Cameron (godt hjulpet på vej af endnu et hæderligt ensemble) os til at holde af heltene og hade skurkene, selvom de alle enten er så entydigt godhjertede eller ondskabsfulde, at man aldrig kan relatere sig til dem. Og når det kommer til at skrue trendsættende actionscener sammen, har Cameron på ingen måde mistet sit touch. Det er dog pudsigt, at en så storstilet hyldest til pacifismen er bedst, når der er eksplosioner og skuddueller [i]en masse[/i].

Men det piner alligevel denne anmelder at tænke på, hvad “Avatar” [i]kunne[/i] have været. Filmens endimensionale helte og slyngler og konventionelle historie har ført til sammenligninger med den første “Star Wars”. Men der er altså ikke én eneste figur i “Avatar”, der er lige så sprælsk eller charmerende som Han Solo, og ingen af karakterernes rejser i “Avatar” har samme pondus som Luke Skywalkers møde med kraften. Der er masser af ting, man kunne have udforsket og udbygget: Helten Jake Sullys gådefulde fortid som soldat, der tydeligvis plager ham, Jakes forhold til sin afdøde bror, grunden til Jordens energimangel, skurkenes motivation osv. Og hvis man også lige have nedtonet replikkerne en smule, kunne filmens manuskript måske have matchet dens æstetik. Hvilket mesterværk det ville have været.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. I ordinære biografer blev “Avatar” præsenteret i billedforholdet 2.35:1 (CinemaScope), hvor toppen og bunden af billedet blev beskåret efter Camerons egne instruktioner. Men Cameron forelskede sig i IMAX-præsentationen på 1.78:1 og besluttede derfor, at filmen også skulle præsenteres i netop dét format på hjemmevideo. Farverne er simpelthen ubeskriveligt flotte og attraktive. Kontrasten er upåklagelig, ingen støj forekommer, og samtlige billeder udviser en overvældende detaljerigdom. Pudsigt nok er det lettere at sætte pris på alle detaljerne i baggrunden nu end i biografen, måske netop fordi transferet er todimensionelt, og elementerne i forgrunden derfor ikke “trumfer” resten.

[b]Audio[/b]

Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix benytter samtlige højtalere fra start til slut, og den stemningsmættede lydside spiller en kæmpe rolle i Camerons succesfulde forsøg på at overbevise os om, at Pandora er en ægte verden. Alt imens karakterernes replikker præsenteres krystalklart i fronthøjtalerne, omsluttes man af lydene fra Pandoras dyreliv – fjerne brøl, fløjtende fugle, summende insekter osv. James Horners musik kommer også klart og tydeligt igennem, og man kan ikke sætte en finger på panoreringerne, især ikke under filmens sidste, eksplosive akt, som er en af årets helt store lydoplevelser.

[b]Ekstramateriale[/b]

Man har undladt alt ekstramateriale fra skiven for at optimere kvaliteten af skivens transfer og lydspor. Men hvorfor har man ikke inkluderet de utallige dokumentarer om filmen, som allerede eksisterer på nettet, på en selvstændig disk? Dvd-udgivelsen af filmen medfølger, men den er også ludfattig på ekstramateriale. Der udkommer en ny udgivelse af “Avatar” i november, som skulle være proppet med ekstramateriale, og næste år udkommer angiveligt en BD-udgivelse indeholdende en 3D-version af filmen. Hvor tålmodig er du?