[b]Den fanatiske voldsanvendelse[/b]

Selvom det virker sygt som bare fanden i dag, så var der faktisk et tidspunkt, hvor store dele af den tyske befolkning idylliserede og sympatiserede med medlemmerne af Baader Meinhof-banden eller Rote Armee Fraktion, som de foretrak at blive kaldt. De var på sin vis terrorismens svar på rockstjerner: Kønne unge mennesker, der effektivt brugte håndvåben, bomber og biler i kampen mod den onde fascistiske fjende, som de så alle vegne i det tyske samfund.

Bag glansen var de dog en dybt frastødende bande mordere, der med en hensynsløshed uden lige stod bag overfald, mord, kidnapninger og flykapringer, og som tog livet af læssevis af uskyldige mennesker i den hellige sags tjeneste. De fik støtte fra DDR og ikke mindst Mellemøsten, hvor de blev oplært i krigsførelse med det formål at vælte det etablerede system i Vesttyskland. Så galt gik det jo som bekendt heldigvis ikke, men de bedrev terror med en kyndighed og effektivitet, der rystede hele det tyske samfund.

Centralt i gruppen var to skikkelser: Den småkriminelle tabertype Andreas Baader og den venstreorienterede journalist Ulrike Meinhof. At Baader blev terrorist er måske knap så underligt, eftersom valget af “karriere” pludselig gav ham al den prestige og berømmelse, som han ellers næppe havde opnået, og i 30’ernes Tyskland var han utvivlsomt blevet nazist i stedet. Det er mere uforståeligt, hvad præcis der får skribenten Meinhof, der også er mor til to børn, til at skifte ham, melde sig ud af samfundet og efterlade alle bag sig.

Noget definitivt svar på det får vi ikke i denne film – måske kan et sådant heller ikke gives, og måske skal det heller ikke. Der er en tynd grænse mellem, hvornår man forklarer bødlernes handlinger, og hvornår man gør dem til ofre. I stedet er filmen tænkt som en bred og relativt objektiv beskrivelse af det tyske samfund i 70’erne med vægten lagt på de forbrydelser, der begås i den kaotiske periode. Karakterafbildningen er ganske sparsom og kortfattet, selvom den udbygges noget i filmens sidste del, men til gengæld præsenterer filmen et særdeles overbevisende og stemningsfuldt tidsbillede.

Filmen er instrueret af Uli Edel, der tidligere bl.a. har stået bag “Christiane F.”, som næsten traumatiserede en hel årgang af skoleelever. “Baader Meinhof Komplekset” er tydeligvis tænkt som en stor fortælling med vægten på handling og spænding, men den lægger absolut ikke fingrene imellem med skildringen af rædslerne, og gentagne gange efterlades man chokeret.