Babel: en udledning af det hebræiske ord for [i]forvirring[/i] og samtidig en oldgammel bibelhistorie, der fortæller om konstruktionen af det mytiske Babylon-tårn, som menneskeheden byggede for at nå Gud og det himmelske paradis. Men bygningen forargede den almægtige så meget, at han introducerede alverdens forskelligartede sprog, så folk ikke kunne kommunikere med hinanden, forstå hinanden eller færdigbygge tårnet. Mexicanske Alejandro González Iñárritus mesterlige spillefilm “Babel”, som indbragte ham Cannes-prisen for bedste instruktør i år, er ikke et grandiost, historisk epos omhandlende netop den storladne myte. Filmen er derimod et intimt og stærkt karakterdrama, der netop tager udgangspunkt i de misforståelser, fordomme og pinsler, som vores verdensomspændende kulturelle, sociale og sproglige kløfter forårsager.

Ligesom instruktørens to tidligere og ligeledes uafrystelige, skelsættende mesterværker, “Amores perros” og “21 Grams”, besidder “Babel” en særpræget narrativ struktur. Ikke nok med, at man skifter mellem forskellige historier (der er hele fire af slagsen), der bliver også sprunget frem og tilbage i tiden. Det er langtfra lige så kaotisk som i “21 Grams”, men nøjagtig lige så effektivt og dragende. Instruktør Iñárritu og hans faste manuskriptkollega Guillermo Arriaga fortjener hæder for deres evne til at bevare et urokkeligt overblik og aldrig smide publikum af vognen, mens de støber deres monumentale, komplekse mosaik.

Arriaga er en af verdens bedste manuskriptforfattere. Sidste år forfattede han Tommy Lee Jones’ instruktørdebut, “The Three Buerials of Melquiades Estrada”, som, hvis den ikke just var årets bedste film, nok besad årets bedste manuskript. Også i den film tog Arriaga os med på en unik filmisk rejse, der involverede et kulturelt sammenstød af format og udstillingen af flere racistiske fordomme. Og i “Three Buerials” hoppede Arriaga også ofte frem og tilbage i tiden. Man kunne anklage manden for manglende fornyelse, men som det gamle ordsprog fortæller os: “[i]if it ain’t broke, don’t fix it[/i]”. Så længe folk som Arriaga og Iñárritu laver film så gode og forfriskende som “Babel”, er der ingen grund til at ønske en snarlig ende på deres nærtbeslægtede produktioner.

Nogle mener (og til dels har de ofte ret), at den efterhånden populære form for filmfortælling, der involverer flere sideløbende historier, som i sidste ende kolliderer, er en lidt dorsk fortællerteknik. En fortænkt og doven idé, som ofte resulterer i flere forskellige banale småhistorier, der i det samlede hele ikke efterlader varigt indtryk og smelter sammen i et skuffende og forceret klimaks. Ikke her. Historien, der binder fortællingerne sammen, er den, der beretter om et ægtepar (en intens Brad Pitt og en majestætisk Cate Blanchett), som er taget til Marokko for at være sammen efter at have mistet et barn. På en bustur midt ude i ørkenen bliver konen skudt, og det er startskuddet for en international krise, eftersom man antager, at der har været tale om terrorister, der har været ude på at skade en amerikansk turist.

Hjemme i USA følger vi ægteparrets gamle, mexicanske barnepige, som tager sig af parrets søn og datter. Hun kan ikke få fat på en afløser, så hun vælger at drage til sin søns mexicanske bryllup sammen med børnene og sin kåde nevø (den altid fantastiske Gael García Bernal), hvilket får usædvanlige følger. De to fattige børn, der var ansvarlige for det tragiske vådeskud, lever et surt liv i Marokkos ingenmandsland sammen med deres forældre og gedeflok. Da de erfarer konsekvensen af deres handling, har de svært ved at begribe den, og deres enkle hverdag smadres.

I Japan følger vi den døve pige Chieko, der spilles af 25-årige Rinko Kikuchi. Hun leverer måske filmens bedste præstation. Chieko har alskens dagligdagsproblemer, der til dels har at gøre med sit handicap og sin mors død. Forbindelsen mellem denne fortælling og de resterende er ikke tydelig i første omgang, men den er der, og den skal bestemt ikke afsløres her. Vid blot, at historierne alle fungerer hver for sig og som ét samlet hele. Forbindelserne og overgangene mellem historierne virker aldrig andet end 100% organisk og naturlig. Og på trods af, at der er hele fire fortællinger, som skal deles om filmens 142 minutter lange spilletid, er hver historie stærk, uafhængig og velstøbt nok til at rokke i nerverne, sparke til lattermusklerne og stimulere tårekanalerne – nogle gange alt sammen på én gang.

Sammen med sin faste, Oscar-nominerede hoffotograf Rodrigo Prieto har Iñárritu skabt en betagende billedside, som lige fra den knastørre nordafrikanske ørken til Tokyos natteliv er umulig at vende blikket væk fra. En af instruktørens andre faste samarbejdspartnere er komponist Gustavo Santaolalla, hvis mageløse musik altid synes at læne sig op ad den kultur, der bliver afbildet. Lydbilledet er også unikt, især i scenerne hvor vi får lov at se, hvordan Chieko opfatter verden uden tilhørende lyd og musik.