Rush Hour 3 – næsten”Bad Company” er rimeligt underholdende, men en typisk metervare action komedie.

Hvis handlingen til denne film lyder som noget du har set før så er det ganske korrekt. “Bad Company” er grundlæggende blot “Slå først Frede” med flere actionscener (og færre sjove indfald). Historien om den almindelige, lidt kiksede, mand der pludselig skal begå sig i et farlig miljø som han intet ved om er set utallige gange før. I det hele taget er filmens handling en samling klicheer. Vi ved stort set hele tiden hvad der skal til at ske.

Filmen åbner med en meget James Bondsk jagt hvori en agent bliver dræbt. CIA, i skikkelse af den stoiske agent Oakes, finder derpå frem til hans tvillingebror Hayes, og de skal nu oplære ham til at være 007. Oplæringsdelen af filmen er ret kedelig og temmelig fjollet. Hayes får en tjekkisk ordbog og kun ved hjælp af den forventes det åbenbart at han skal lære sproget. Ville det ikke have været mere praktisk at hyre en sprogunderviser?

Herefter går jagten på atombomben ind, og filmen skifter tempo til at blive en mere typisk spionthriller. Vi ser nu læssevis af jagt og kamp scener. Alle disse scener er udmærket instrueret af Joel Schumacher, som kan lave den slags i søvne. Til gengæld er der for mange af dem og filmen kunne med fordel have være blevet klippet en halv time.

At vælge Anthony Hopkins og Chris Rock som makkerpar i stil med “MIB” er unægteligt en noget usædvanlig beslutning. Umiddelbart lyder det ikke som en god ide, og det er det uheldigvis heller ikke. De har ikke meget kemi sammen, og det meste af tiden føles det som om de spiller i hver sin film.

Man undrer sig over hvad der får en skuespiller som Anthony Hopkins til at vælge at være med i en film som denne. I rollen som Oates er Hopkins ikke særlig vellykket. Han går konstant rundt og ligner en der keder sig og han virker besynderligt fjern. Hans rolle giver ham unægteligt heller ikke meget at arbejde med. Oates har ingen egentlig personlighed, blot et par moralske udbrud i ny og næ som han aldrig omsætter til praksis.

Chris Rocks figur falder mere heldigt ud, selvom han egentligt blot spiller sig selv. Han fremstår vitterligt som en der forsøger at få scenerne til at fungere. Hans rolle i filmen er nærmest en lang stand-up optræden, og selvom vittighederne er af stærkt svingende karakter så er der alligevel mange af dem som man griner af.

Peter Stormare har en lille rolle som den klamme østeuropæiske gangster, der sælger atomvåbnet til CIA. Det er en skam at den ikke fylder mere, for han gør det vældigt godt. Han balancerer dygtigt på grænsen mellem det morsomme og det farlige. Filmens egentlig skurk lærer vi aldrig rigtigt at kende. Han når kun lige at dukke op i et glimt eller to før slutningen. Da han får sin bekomst er vi derfor totalt upåvirkede.