[b]Hård lussing og historielektion[/b]

Det er altid godt at blive klogere. Især på alt det man ikke vidste noget om i forvejen. F.eks. hvor voldsom konflikten i Nordirland var i begyndelsen af 70’erne. Landet bogstaveligt talt brændte, så det satte mærker på hele øen. “Bag fjendens linjer” hedder på originalt blot “’71”, et år med en særlig betydning hele vejen fra Belfast til London, mens danskere, der mest husker IRA og Sinn Fein fra fjernsynet, har fået en James Bond-titel at holde sig til.

“Bag fjendens linjer” er dog langt fra alle agentfilm, men derimod en intens øjenvidneskildring af en episode, der kun kan ses som et nederlag for alle parter: De engelske soldater fra den fattige arbejderklasse, der skulle hjælpe til i en konflikt i hårknude. De vrede folk fra IRA og Ulster, der imploderede i interne kampe. Og mest af alt beboerne i Belfast, der skulle navigere gennem husransagninger, bomber og byens skarpt optrukne grænser mellem katolsk og protestantisk.

Selv hvis man ikke er ekspert på britisk indenrigspolitik, er det tydeligt, at soldaten Hook er fook’d, da han under en mission bliver væk fra sin trop. Er man stadig i tvivl lægger instruktør Yann Demange fra land med en brat opvågning af eksplosive scener. Den voldsomhed, hvormed Hook går fra ‘bare’ at være upopulær magtudøver til en ensom mand i livsfare, lægger et fast spændingsgreb, der ikke slipper, før skærmen bliver sort.

Det mest imponerende er dog, hvordan Belfast er vækket til live som en helvedes labyrint af ruiner og brændende biler. Hvor børnene kaster med brosten, slagord og (temmelig) brugt toiletpapir, mens onkel er nede på pubben for at hygge og bygge en bombe. Et andet strejf af genialitet er netop den tynde grænse mellem det almindelige og det ekstreme. På én fortovsflise er der både plads til den engelske soldat, den barmhjertige kvinde og IRA-fyren, der vil skyde ham i hovedet. Altså inden han skal hjem og lave lektier.

Små stik af menneskelighed gør brutaliteten mere skræmmende. Når det rystende kamera få gange falder til ro, og konsekvenserne af de blodige opgør vises, bliver “Bag fjendens linjer” for alvor tragisk. Den bare nogenlunde lykkelig slutning for karaktererne er så langt væk, at man ender med svedigt krydsede fingre for, at bare en eller anden kommer hjem igen. Lige meget hvem. Jack O’Connell er høj britisk kvalitet i kameraets centrum, men alle omkring ham får på mærkelig vis gjort selv bittesmå roller til ligeværdige figurer i en dødsspiral.