Ballet er for mange et ukendt land. En danse- eller for nogen kunstart, der udsprang omkring år 1400 særligt omkring middelhavslandene, og som senere også fik en særlig russisk pendant. “Ballets russes” er et blik ind i ballettens historie, og hvordan den russiske ballet udviklede sig fra 1930’erne og frem.

En række skæbner flygtede fra det kommunistiske Rusland og til Paris, hvor de blev opdaget som talentfulde dansere på trods af manglende træning. Med mor ved siden var dansen en måde for de unge mennesker at skabe en karriere og finde en mening med tilværelsen i en fremmed kultur. Særligt i London blev de russiske operaer succesfulde, og ”Ballet russes’ blev derfor et [i]brand[/i] som konkurrent til bl.a. den franske ballet. Udover en særlig danseteknik var scenografien et vigtigt aktiv, og som tilskuer er vi igennem gammelt arkivmateriale vidne til de prægtige sætstykker. Det er scener fulde af fantastiske dansere og glamourøse sets, der præger den fint udtænkte dans.

Da krigen kommer til Europa må alle rykke over Atlanten, hvor New York, som den også er i dag, er centrum for det evige spotlight på de grandiose scener. I USA går tingene først fint, men da der pludselig kommer kommercielle interesser ind i spillet bliver truppen delt op i forskellige fraktioner, som bliver tvunget til at vælge side. Dog er krigen som skabt til ballet, da masserne tørster efter underholdning for at glemme krigens rædsler. Så selvom der nu er to forskellige Ballets russes, går det faktisk godt. Senere går det dog både kommercielt og kunstnerisk ned af bakke, og som alle andre strømninger inden for kulturen, må man indordne sig efter forholdene.

“Ballets russes” er derfor en klassisk portrætfilm af en række personer, hvis historier til sammen fortæller noget, som de alle er en del af – nemlig dansen. Der klippes mellem arkivmateriale og optagelser lavet i dag grundigt guidet af en oplysende voice-over. Filmen spænder reelt over perioden 1930 og frem, men har sit primære fokus omkring 1940 og perioden i USA, vel nok fordi der her er mest materiale, og det samtidig er den ene succeshistorie efter den anden. Vi ser danserne blive tilbudt lukrative kontrakter af Hollywood, for ikke nok med, at de er gode dansere – deres smidige kroppe er attraktive for rampelyset. De fleste takker dog nej, kun hvor dans og film kan forenes, er der muligheder.

Filmens to amerikanske instruktører er tydeligvis forelskede i stoffet. Det er både filmens svaghed og styrke. På den ene side er det et fascinerende portræt af danserne, som for de flestes vedkommende stadig lever i dag, og deres kunst; på den anden side mangler der en distance til de selv samme mennesker. Deres selvoptagethed og menneskelige mangler bliver der ikke dvælet ved. Formen er traditionel, men det er i orden. Som når man ser en tv-dokumentar, er det indholdet, der er i centrum. At historien fortælles som film er nærmest et tilfælde.