Det er ikke blot skuespilleren Mikael Persbrandt, der går igen fra Simon Stahos “Dag og Nat”. Igen har den dansk-islandske instruktør nemlig udbedt sig en tematisk redegørelse for kærlighedens uransalige veje i “Bang Bang Orangutang”. Som sidst personificeret igennem et opofrende og sjælevandrende individ i færd med den totale deroute. Og som sidst ekspliciteret, primært i hvert fald, fra forsædet af en bil.

Endnu en gang anslås den bærende karakter af svenske Mikael Persbrandt. I denne omgang indfinder han sig som den midaldrende underdirektør Åke, der i alt for lang tid har haft alt, alt for travlt med karrieren til at bekymre sig synderligt om sin familie med hustru og to børn. Bekymringer får han imidlertid klækkeligt af, inden denne film er omme. Således indledes den tragikomiske tone i “Bang Bang Orangutang” kontant med karrieremenneskets nedkørsel af sin egen søn Oscar, der prompte afgår ved døden.

Det er dog blot et spædt startskud til en lang række omstændigheder, der skubber Åke længere og længere ned i dyndet. Hustruen Nina (Lena Olin) forlader ham. Åkes boss beslutter at omlægge virksomhedens produktion til henholdsvis Indien og Geneve. Med andre ord bliver Åke øjeblikkeligt afskediget og desuden isoleret af familie og venner, der ser ham som den eneste skyldige i Oscars tragiske død.

Men der er trods alt hjælp at hente fra uventet hånd, selv om Åke er ved at gå godt og grundigt i hundene. Hans jobtitel er nu taxachauffør, og det er lige præcis i den forbindelse, at han møder sjælevennen Linda (Tuva Novotny), der ligesom han selv har et usigeligt behov for at lytte og ikke mindst blive lyttet til. Og så skal han jo heller ikke glemme den tilbageværende datter, han stadig har, og som for i øvrigt stadig forguder ham trods de glædesløse omstændigheder.

“Bang Bang Orangutang” handler i korte træk om at elske, og om at blive elsket. Det er blevet tid til selvransagelse for den hårdt ramte Åke, der aldrig har givet sig tid til nogle af delene, men med ensomhedens komme nu har fået et behov for begge. Emnet er i virkeligheden den identitetskrise, et individ kan havne i, når en række uplanlagte hændelser gør, at der må sadles markant om både på hjemmefronten og på jobmarkedet. Men Staho stopper imidlertid ikke her. Det at kunne tilgive er nemlig også oppe til debat. Og således har Simon Staho tumlet med ganske store tanker i sit allerseneste opus.

Et langt stykke af vejen fungerer det da også fantastisk godt. Måske fordi hovedrolleindehaver Mikael Persbrandt er den store kapacitet, han er. Det er vist ikke for meget at sige, at han faktisk bærer denne film igennem. Og måske fordi “Bang Bang Orangutang” forstår at bevare en skæv, tragikomisk tilgang til sit stof, formår den at udstråle lige dele charme, selvtillid og lækkert hår. Og så naturligvis en masse menneskelig varme.

Alligevel er det ikke helt nok. Således mangler vores identitetshungrende hovedkarakter i den grad en fremdrift, hvilket naturligvis er forståeligt et stykke af vejen. Men det bliver alligevel enerverende på længere sigt at være vidne til, at vores antihelt konsekvent ignorerer de chancer, der trods alt kommer i hans retning. Man får simpelthen en udtalt trang til at skrige af sine lungers fulde kraft – [i]”så ta’ dig dog sammen mand![/i]. Og det er desværre også stærkt medvirkende til, at en ellers brillant fortalt anekdote tenderer til at gå lidt i tomgang hen mod enden.

Video”Bang Bang Orangutang” fremstår i 2.35:1 anamorphic widescreen format og er i absolut særklasse. Billederne er skarpe og næsten blottede for forstyrrelser og uskarpheder af enhver art. Kontrasten er ganske høj og supplerer dermed fint en æstetik, hvor en meget markant brug af det klassiske farvespekter giver visse indikationer om en anseelig interesse for Nicolas Winding Refn.

AudioLyden hører til gengæld til de svagere sider. Et svensk lydspor er det blevet til i henholdsvis Dolby Digital 2.0 og 5.1. Sidstnævnte er naturligvis den mest oplagte til hjemmebiografen men bliver ikke desto mindre ikke fuldt udnyttet. Kun fronthøjtalerne er i brug i en film, der trods alt heller ikke fordrer det store behov for baghøjtalere.

EkstramaterialePå denne dvd-udgave er der af uransalige årsager ikke blevet plads til ekstramateriale. Det kan godt undre, da der har været forlydender om, at visse scener ikke blev medtaget i den endelige film. De havde derfor været oplagte som slettede scener eller lignende. Derfor kan bedømmelsen på dette felt ikke andet end skrabe bunden.