En sportsvogn ræser ned af det indre Londons gader i høj fart. Den indeholder to passagerer. En mand der ligger næsten bevidstløst hen mens en kvinde, Catherine, kører bilen. Hun fugter en af hans fingre med munden og bruger den til at stimulerer sig selv med. Mens hun nærmer sig orgasmen kører bilen hurtigere og hurtigere indtil hun højlydt kommer, og vognen i selvsamme sekund ryger i floden.

Således åbner “Basic Instinct 2” med hvad der næsten må betegnes som en af de mere subtile scener. Filmen svælger fra starten af i hæmningsløs vulgaritet og smider hurtigt enhver tilbageholdenhed overbord.

Manden overlever ikke svømmeturen, men da politidetektiven Roy Washburn (David Thewlis) opdager at han kort inden havde indtaget et farligt stof, mistænker han Catherine for mord. Til at undersøge hendes sindstilstand udpeges psykiateren Michael Glass (David Morrissey). Han taler kort med hende og fastslår overfor retten at hun lider af risikoafhængighed, hvilket vil sige at hun er drevet til at søge større og større risici (den ligegyldighed hun udviser overfor den druknede mand synes ellers at skrige efter psykopatbetegnelsen).

På trods af at hun har kørt en bil ansvarsløst mens hun var påvirket af stoffer og indirekte forårsaget et dødsfald, lader retten hende gå. Kort efter opsøger hun dog Michael for at komme i terapi hos ham. Han indvilger modstræbende og inden længe bliver han langsomt besnæret af Catherine, mens flere dødsfald finder sted og hans liv langsomt begynder at falde fra hinanden.

Kort og godt: Den nymfomane og biseksuelle femme fatale Catherine fra “Basic Instinct” er tilbage, for endnu engang at sprede liderlighed og forvirring i rigelige doser. Knaldperlen spilles atter af Sharon Stone, der trods sine 48 år, må siges at have bevaret det fysiske ydre til opgaven. Den første film var en kæmpe succes, ikke mindst takket være den voldsomme medieomtale dens mere vovede scener fik. Den var imidlertid også stærkt underholdende, blandt andet pga. Michael Douglas og Sharons Stones præstationer.

Douglas – ikke Stone – var dog den egentlige hovedperson og det var i høj grad hans fortjeneste at den virkede. Det fremgår med al tydelighed her, hvor David Morrissey har overtaget rollen som den mandlige modpart og desværre ikke har nogen kemi med Stone overhovedet. Selv under diverse forførelsesscener ligner han mere en der er optaget af de seneste børsnoteringer. Sharon Stone er derimod helt ude af proportioner og tangerer næsten det selvparodiske. Hun ævler konstant løs med den samme selvsmagende stemme så det er ved at gå en på nerverne. På et tidspunkt er der en der forsøger at drukne hende for at få hende til at holde kæft. Han har min fulde sympati.