[b]Sænke slagskibe: The Movie[/b]

Da legetøjsfabrikanten Hasbro annoncerede, at deres brætspilsevergreen “Sænke slagskibe” skulle filmatiseres, blev Jordens rotation formentlig truet af den efterfølgende hovedrysten. For hvordan i alverden kan man klemme et filmmanuskript ud af et plotløst spil, der udelukkende går ud på at placere bitte brikker i små huller? Men selvom “Battleship” på papiret lød som et plat påskud for at sælge flere plastikplader, så er det endelige resultat ikke blot hæderligt, men hamrende underholdende.

En gruppe videnskabsmænd sender et radiosignal til en fremmed planet, der ligner Jorden, i håbet om at få respons. Svaret falder prompte, da en række gigantiske rumskibe styrter ned i Stillehavet og afbryder den amerikanske flåde midt i en storstilet øvelse. Det bliver hurtigt klart, at de fremmede væsner har skumle planer, så nu hviler planetens skæbne i hænderne på de relativt uerfarne sømænd, som tilfældigvis befinder sig på indersiden af en enorm barriere, som bæsterne har opstillet på havet. Taylor Kitsch har hovedrollen som den rebelske fændrik Alex Hopper, som pludseligt må mande sig op og agere kaptajn, da hans overordnede ikke kan trænge igennem rumvæsnernes solide skjold.

Så langt, så kliché. Der er ingen tvivl om, at instruktøren Peter Berg har skelet til adskillige andre sci-fi-eposser om heroiske soldaterkammerater. Hopper er eksempelvis en tro kopi af den unge Kaptajn Kirk i J.J. Abrams’ fænomenale “Star Trek”, og skillelinjen mellem de to films fortællinger er også hårfin. Men selvom “Battleship” er et sammensurium af genkendelige krydderier, er det svært at klage, når ingredienserne er så veldoserede og tilfredsstillende, og når mængden af overflødigt fedt næsten er lig nul. Og så har “Battleship” samtidigt den helt rette kvantitet af et pulver, som Hollywood for ofte lader stå i skabet: Selvironi.

Michael Bays “Transformers”-film nævnes med store bogstaver på “Battleship”-plakaten, idet Hasbro også finansierede Bays bombastiske blockbuster, men Bergs film er banelængder bedre – især på humorfronten. Hvor Bay forguder slap slapstick, hysteriske fjolser og gakkede accenter, er Bergs humor langt mere raffineret. Selvironien gør især indtryk, da en af heltene gravalvorligt siger: [i]”Lad os se, om vi ikke kan sikre verden endnu en dag”[/i]. I “Transformers” var den replik blevet leveret som et altoverdøvende skrål til tonerne af overgearet orkestermusik (fluks efterfulgt af utilsigtet latter), men her klippes der øjeblikkeligt til en forundret tilhører, som bemærker: [i]”Hvem i alverden taler sådan?”[/i]

Filmens selvironiske tone er fuldkommen afvæbnende og en enorm force. Selv da den sidste akt begynder at svælge i pladderpatriotisk vås, bevarer filmen sit glimt i øjet, og med én fabelagtig oneliner genvinder Berg vores gunst og lægger fornemt op til et brag af en finale. Samtidigt er Berg gudskelov ikke bange for at være uforudsigelig eller brutal – hovedpersoner lader livet undervejs, og Bergs karakteristiske brug af håndholdt kamera indgyder en uventet, men velkommen realisme. Berg mestrer den svære kunst at skabe følelsen af, at karaktererne vitterligt er i fare, og således højnes spændingsniveauet dramatisk.