Mit liv som biEfter sejrsgangen i midthalvfemserne med komedieserien “Seinfeld” har der været noget stille omkring komikeren Jerry Seinfeld. Nu er han dog tilbage både som skuespiller og skribent på animationsfilmen “Bee Movie – Det store honningkomplot”, der godt nok byder på adskillige vittige betragtninger omkring samfundet set fra bi-højde, men som også føles alt for genkendelig, både dramaturgisk og visuelt.

Filmens præmis er klar fra begyndelsen af. Bier lever et liv ikke ulig vort eget med uddannelse, familie og et forventningspres om at vælge den rigtige karriere. Som vi introduceres til de to bier Barry B. Benson og Adam Flayman på deres første arbejdsdag, lægges der ud med en lang række vittigheder og visuelle gimmicks alle relateret til ideen om, at bier lever et liv sat i menneskelige rammer. Deres antenner bliver benyttet som mobiltelefoner, deres gymnasietid varer tre dage, firmaerne, der producerer honning i bikuben, har navne som Honron og Honeyburton osv. Det er fin komik, der underholder, som pointerne bliver leveret, men som heller ikke bliver hængende meget længe efter.

Som man sidder og småklukker over en filmhenvisning til “Fagre voksne verden” eller en kommentar om pollens effekt på hunbier, så kan man alligevel ikke lade være med at føle, at det hele er sagt før. Hvis man tager de eksistentielle insektmorsomheder fra “Antz”, blander det med kontrasteringen af den menneskelige verden med legetøjets hemmelige af slagsen i “Toy Story”, og tilføjer en skvis miljøkritik fra “Happy Feet”, har man stort set konstrueret “Bee Movie – Det store honningkomplot”, og fjerner man disse komponenter, er der desværre ikke meget tilbage. Et liv som insekt er en noget overbrugt metafor for menneskelig angst for manglen på et frit valg i livet, og det gør desværre også, at filmens hovedpræmis ikke virker videre dyb eller bæredygtig for et animationsværk i spillefilmslængde.

“Bee Movie – Det store honningkomplet” er selv fastlåst i for mange af konventionerne for animationsgenren, til trods for at filmens plot tillader sig at skifte spor adskillige gange. Indledningsvis drejer det sig om eneren, der ønsker at bryde fri fra sin fastlåste rolle; dernæst serveres en sekvens om modsætninger, der mødes; før filmen senere hen bliver til et retssalsdrama om udnyttelse af naturlige ressourcer; for til sidst også lige at berøre årsagssammenhænge i naturen. Hver gang et af disse sporskift forekommer, sker det dog på en så pludselig og utilfredsstillende måde, at man i stedet for at blive engagereret i den nye retning, som filmen har taget, stille og roligt mister interessen for filmens overordnede handling. Med de mange spring i plottet gives der heller ikke tid til at udvikle hverken de mange bi-personer i plottet eller en historie, der føles som sin egen fremfor et sammensurium af en masse forskellige ideer.

Der er mange kendte stemmer bag de animerede bier og mennesker. Udover Seinfeld i hovedrollen lægger Chris Rock og John Goodman stemme til nogle af de mere underholdende karakterer, som suppleres af en lang række gæsteoptrædener fra folk som Ray Liotta, Sting og talk-show-værten Larry King, der alle er med på at gøre sjov med deres medieimage. Men igen forlader filmen sig for langt hen ad vejen på den noget tyndslidte bi-reference, der ikke kan bære hele filmen på dens små vinger.