Efter at have lavet den farverige og aldeles underholdende familiefilm “Pee-Wee’s Big Adventure” (hvor, ja kære Mandril-fans, udtrykket “action-packed pee-wee!” stammer fra), gik Burton i gang med sin kulsorte komedie “Beetlejuice”. Burton var dengang stadig en ukendt figur på den internationale filmscene, men med “Beetlejuice” slog han sig fast som et stort visuelt talent, og filmen sikrede ham en plads i instruktørstolen på “Batman”. Filmen blev både et finansielt og kritisk hit.
[image=5158]
Historien er i den klassiske ‘haunted mansion’ stil. Adam og Barbara er lykkeligt gift og lige flyttet ind i et kæmpe, flot hus ude på landet. Men efter at være styrtet i en nærliggende å, vender de to personer tilbage til deres hus som spøgelser, og de kan ikke længere forlade deres gamle hjem. Det sker samtidigt med, at en ny familie flytter ind i huset, og derfor er det nu Adam og Barbaras opgave at skræmme de nye beboere væk. De får hjælp fra den vilde og ukontrollable Betelgeuse (udtales ‘Beetlejuice’), som hurtigt viser sig at have nogle personlige grunde til at hjælpe dem.
Michael Keaton leverer en fabelagtig, prisbelønnet præstation som Betelgeuse. Det er en af de mest originale, levende og hysterisk morsomme karakterer i hele komedie-genrens historie. Alec Baldwin og Geena Davis spiller Adam og Barbara, og det lykkedes også de to at skabe en masse humoristiske momenter, selvom Keaton uden problemer stjæler hele filmen.
[image=5157]
“Beetlejuice” er nok stadigvæk Burtons mest visuelt udtryksfulde film. Burton holder sig bestemt ikke tilbage, og derfor er der ingen grænser for, hvilke finurlige og mærkværdige væsner og miljøer vores øjner støder på undervejs. I sidste ende bliver det måske en tand for meget, og filmen løber undervejs langsomt tør for energi og kreativitet, men det er en komedie, som man under ingen omstændigheder vil glemme.
Video”Beetlejuice” er både inkluderet i 4:3-fullscreen format og i 1.85:1 Anamorphic-widescreen format. Jeg har valgt udelukkende at tage et kig på den sidstnævnte udgave.
Billedet er en anelse blødt og tørt, hvilket gør, at det ikke fremstår så farverigt og smukt, som det gjorde i biografen. Men man bliver aldrig distraheret, og billedet er generelt frit for negativ-pletter, komprimerings-artifacts og digital støj – imponerende, når man tager filmens alder i betragtning.
AudioDet er primært Danny Elfmans musik (som siden hen er blevet brugt i et utal af trailere) som får lov til at folde sig ud overalt i stuen, når man tænder for surround-anlægget og smider denne DVD på. Men det er ikke det eneste sporet har at byde på – der dukker også flere interessante lydeffekter op i samtlige højtalere, selvom der desværre er lidt for meget auditiv fokus på fronthøjtalerne.
[image=5155]
EkstramaterialeNogle få siders ‘Production Notes’ og informationer om skuespillerne i filmen samt filmens oprindelige trailer er det første man støder på. Udover disse ting indeholder DVD’en også et ‘isolated score’ lydspor, hvor man altså har mulighed for at lytte udelukkende til musikken, mens man ser selve filmen (endda i 5.1 Surround format!). Dette er en rigtig lækker feature, som det desværre kun er ganske få DVD’er der besidder.
Overall”Beetlejuice” er en særdeles underholdende og latter-inducerende komedie, og samtidigt også en ren visuel nydelse. DVD’en er næsten på højde med filmen, så denne DVD kan sagtens anbefales.