Hæderligt helteeposUmiddelbart slipper filminstruktør Robert Zemeckis hæderligt fra at sætte tænderne i det berømmede og bloddryppende angelsaksiske heltedigt om den overdimensionerede Beowulf, som i det sjette århundrede drog til de danske slagmarker for at bekæmpe de overnaturlige uhyrer, der var de forsvarsløse landsbysamfunds allerstørste skræk. Det oldnordiske heltekvad hidrører fra den nordiske mytologi og har fået sit eget kapitel i historiebøgerne om tiderne, før vikingernes hærgen og plyndringstogter for alvor gjorde sit indtog.

Zemeckis fortsætter sit spor ud i den digitale tidsalder med sin animerede fortolkning af “Beowulf”, og det er også legen med det selvopfundne [i]performance capture[/i] – en teknik inden for computeranimation – som er filmens store attraktion. Flot ser det grundlæggende ud, om end figurernes mekaniske antrit og døde øjne desværre ikke fornægter sig. Velkoreograferede er imidlertid de voldsomme kampe med spyd og sværd eller sågar bare næver mellem danske indvånere samt helten Beowulf på den ene side og det hævngerrige uhyre Grendel på den anden. Blodet flyder i stride strømme, og slagsmålene raser frem og tilbage med den indtagende gildesal Heorot – hvor barmfagre og vakre skønjomfruer, druk og hor er dagens orden – som omfavnende skueplads.

Trods det computeriserede look er “Beowulf” filmet med skuespillere af kød og blod og først sidenhen påført alskens effektmagerier. Mindre interessant end det visuelle festfyrværkeri er den fortærskede historie, hvor det lille samfund i en brydningstid mellem kirke og konge føres an af den aldrende og fordrukne kong Hrodgar – spillet af en ligeledes aldrende Anthony Hopkins – og hans yngre hustru, den tilsyneladende frigide dronning Vealthov – derimod spillet af en anderledes bedårende Robin Wright Penn. Det er i forbindelse med de livlige fester i den officielt inviede mjødhal, at befolkningen plages af tilbagevendende besøg fra uhyret Grendel med dets umættelige hævntørst.

Bortset derfra holder filmen sig ikke stringent til originalforlægget. Formentligt af hensyn til filmens overskuelige spillerum og for ikke at skabe for mange forviklinger rejser Ray Winstones muskuløse helt således ikke tilbage til Gotland (det daværende sydsverige) efter endt dont for at blive kronet, men overtager både rige og hustru ved den danske kyst. Og med den underliggende fredsaftale med Grendels underskønne og dragende mor – spillet af en afklædt Angelina Jolie – indbefattende et symbolsk guldhorn, skulle der dermed herske ro over land og folk.

Sidenhen bliver Grendels mor imidlertid en større trussel, og hendes fatale tillokninger om sex og dæmoniserende magt har i tidens løb også ført mange mænd i fordærv, som det sidenhen også hænder Beowulf. Mest underholdende er de mange sammenstød med overdimensionerede og uvante skabninger heriblandt en drage og de amorøse trekantsdramaer, som optræder på flere planer. Således splittes dronning Vealthov emotionelt mellem magt og muskler, mellem Hrodgar og Beowulf.

Selv om klicheerne er hyppige i de til tider kluntede og gumpetunge replikker er “Beowulf” alligevel en ganske hæderlig størrelse. Filmen er nuancefuld og bevarer et solidt overblik over historiens gang. Zemickis har greb om datidens konflikter, men lader ikke eksempelvis den evindelige tvist mellem religion og kongemagt overskygge helheden, ligesom det lurende jalousidrama mellem håndlangeren Unferth og Beowulf heller aldrig får lov til for alvor at udvikle sig. Med tiden ophører den mangeårige fredsaftale, og konflikten får atter lov at bryde ud. Men tidens tand har tæret på den aldrende “Beowulf”, og det er spørgsmålet, om han stadig har råstyrken i sig.

Globalt set vil filmen formentligt have størst glæde hos et dansk publikum, de lokale rammer taget i betragtning. Genkendelsens glæde er som bekendt altid den største, og noget nyt tilbyder filmen for så vidt ikke sin genre, men lægger sig blot i relativ upåvirket forlængelse af eksempelvis den tilsvarende kategoriserbare “300” med tilført drengerøvskaliber. I “Beowulf” er hævnmotivet til hver en tid i forgrunden, og fortidens krigere satte tydeligvis stor ære i at kunne leve et syndigt liv med oprejst pande. Om Zemickis har syndet er ikke relevant for denne anmeldelse, men i hvert fald er han sluppet helskindet fra projektet og tilmed med oprejst pande.

VideoBedre end filmen i sig selv er det skarpe og animerede anamorphic widescreen 2.40:1-format, som hører til. De fortrinsvis mørke billeder gør god brug af dybdeskarpheden, og så holder både farvetemperatur og kontrast sig på et stabilt leje. Digitale forstyrrelser og udtværinger er der ingen af, mens filmen dog i nogen grad plages af edge-enhancement, som fortrinsvis giver sig til kende i de lysere scener.

AudioPå samme niveau ligger det voluminøse og engelsksprogede Dolby Digtal 5.1-lydspor, som breder sig ud i alle kanaler. Mest opsigt vækker den stemningsfulde, men dog ensformige underlægningsmusik. Dialogen er desuden tydelig og overdøves aldrig af samme, ligesom overstyringer ikke forefindes. Endelig er atmosfæren detaljeret, og adskillige distinkte effektlyde skaber god dynamik.

EkstramaterialeEkstramaterialet virker umiddelbart overvældende, men er ikke nær så velsmurt som først antaget. Således er de mange fraklippede scener ikke færdiggjorte og derfor ikke særlig interessante at se på. Udgivelsen byder derudover på en række mindre featuretter, heriblandt “A Hero’s Journey: The Making of Beowulf”, “Beowulf: Mapping the Journey” og “The Origins of Beowulf”. Her kan bl.a. Robert Zemickis opleves i fuld vigør, mens han viser rundt i studierne mellem optagelserne, giver indsigt i den innovative optagefacon, [i]performance capture[/i], samt koordinering af bevægemønstre. Fælles for alle featuretter er imidlertid en udpræget ensformighed, og der skal ikke herske tvivl om, at en del af materialet synes overflødigt, om end enkelte bidrag trods alt vækker interesse.