[b]Sød som honning[/b]

Tingene er i “Biernes hemmelige liv” nogenlunde, som de plejer at være i denne type film, hvor de sorte er frelsende engle, de hvide kvinder er svage og hvide mænd onde som bare fanden. Kunne det ikke være interessant bare en enkelt gang imellem, hvis rollerne blev byttet om eller i det mindste blot forsynet med lidt nuancer?

Den slags er der ingen af her, hvor vi følger den unge teenagepige Lily Owens, spillet af Dakota Fanning, der ved et vådeskud dræbte sin mor som ganske lille, og lige siden har været plaget af kolossal skyldfølelse. Hun er nu vokset op med sin sadistiske taber af en far, der har ladet sine frustrationer går ud over pigen, som bliver udsat for alverdens pinsler og ydmygelser.

Faderen nægter at tale om Lilys mor, men Lily har dog fundet en adresse, hvor moderen muligvis har været, og sammen med Rosaleen, der har været udsat for et racistisk overfald, tager hun af sted i håb om en bedre tilværelse. Det finder hun og lidt til, da det viser sig, at adressen fører til de tre sorte Boatwright-søstre, der bestyrer en populær biavl, og som anført af den altruistiske August tager imod de to flygtninge uden at vide, hvorfor Lily egentlig er kommet.

Historien er en filmatisering af Sue Monk Kidds bestseller og er instrueret af Gina Prince-Bythewood, hvis film ikke før har haft biografpremiere i Danmark. Filmen har en naturlig sødme og hjertevarme over sig, men den lider også under et usædvanligt fladt persongalleri, der næsten udelukkende er befolket af klicheer.

Som den altfavnende August er Queen Latifah selve definitionen på kristen godhed, hvorimod hendes enfoldige søster May ustandseligt tuder over alt, der går hende imod. Til gengæld er den anden søster June lidt af en kold skid fordi – nåh ja, vel fordi, at manuskriptet kræver det, indtil det kræver, at hun skal skifte sindelag, hvorefter hun så lige så umotiveret gør det. Som en fortælling er historien så ualmindelig glat og problemfri, at den mere ligner et tv-drama end en biograffilm.